Klik og se annoncen

Af John Hansen

Jacob Jensen fra Tølløseegnen - godt gift med en sygeplejerske - bliver igen Venstres spidskandidat ved et Regionsrådsvalg.

Det ligger fast efter et opstillingsmøde, hvor V i Region Sjælland nu begynder at gøre klar til KR-Valg 2021.

Og Region Sjælland er en rigtig vigtig størrelse, også for vore læsere og borgerne i Slagelse Kommune. Tænk bare på Akutsygehuset i Slagelse - og Psykiatrien.

Her er udfordringer

De har hver især deres problemer - ikke mindst med rekrutteringen - ligesom sundhedssektoren som sådan hele tiden har udfordringer.

Se nu også de to års ventetid på høreapparater her i regionen? Og så er de praktiserende læger pludselig udgået for vacciner - fordi andre i systemet slet ikke har sikret sig godt nok....

Men, under alle omstændigheder, som Heino Knudsens modkandidat, har Venstre nu peget på Jacob Jensen og dermed formelt valgt ham som Venstres bud på en kommende regionsrådsformand for Region Sjælland.

Ved sidste valg opnåede Jacob over 22.000 personlige stemmer og Venstre fik 10 mandater. Det er et resultat, vi går efter at gentage og forhåbentlig forbedre, siger formand Elo Jensen til Uge Nyt.

Jacob Jensen udtaler selv

- Jeg er meget glad og stolt over, at Venstres medlemmer fortsat viser mig den store opbakning og tillid, at genvælge mig som spidskandidat til det kommende regionsrådsvalg.

Jeg har som en del af opstillingsproceduren skulle stille med mindst 100 stillere blandt Venstres medlemmer - og jeg er særlig glad for, at jeg har modtaget stillere fra samtlige 17 kommuner i Region Sjælland. For som spidskandidat og forhåbentlig senere regionsrådsformand vil jeg have blik for hele regionen.

Jeg vil samtidig intensivere samarbejdet mellem regionen og kommunerne, så menneskerne kommer før systemerne i stedet for en til tider udpræget silotænkning, pointerer Jacob.

Samarbejde

Jacob Jensen videre: - I Venstre har vi i den nuværende periode et fortrinligt samarbejde med vores konstitueringspartnere hos Det Konservative Folkeparti og Det Radikale Venstre.

Det er et samarbejde, som jeg meget gerne ser fortsætte og udvidet med øvrige partier, så vi kan skabe en ledelse med bred forankring i et stabilt og troværdigt samarbejde.

Politisk vil jeg fortsat trække regionen i en retning, hvor der bruges færrest mulige penge på administration, og flest mulige på kerneopgaverne herunder ikke mindst sygdomsbehandling på sygehusene.

Jeg ønsker også at få sat medarbejderne mere frie, så man ledelsesmæssigt på de enkelte afdelinger i endnu højere grad kan bruge sine faglige kompetencer til gavn for patienterne. Og jeg vil have et stærkt fokus på, at alle dele af vores geografisk store region bliver godt serviceret både i forhold til infrastruktur, uddannelse og sygdomsbehandling.

Versus Heino Knudsen

Venstre i RS har kun haft én kandidat til denne post - og i øvrigt grundet coronaen også aflyst et særligt opstillingsarrangement.

Fra anden side har vi siden også erfaret, at den nuværende regionsrådsformand Heino Knudsen fra Nakskov atter vil være Socialdemokraternes spidskandidat.