Klik og se annoncen

Af John Hansen

Bolden ruller, bolden ruller - og den ruller bare stærkt.

Vi ser det her i Slagelse, hvor 2. division p.t. er det højeste.

Og vi ser det med Danmark, nu efter norske Åge Hareide med et lovende landshold nu under ledelse af vort velnok største trænergeni, Kasper Hjulmand.

Og så vrimler det med fodboldkampe og underholdningsmuligheder den kommende tid. Derfor bringer Uge Nyt, traditionen tro, en lang række gode fodbold-tips til læserne.

Hypervigtige kampe!

Danmark har lige været i ilden - heldigt og flot - på berømte Wembley Stadium i London.

Mens Slagelse B&I nøjes med det pæne, men lidt mere ydmyge Harboe Arena Slagelse.

Her udspillede sig denne søndag endnu et inter-sjællandsk storopgør.

Efter Slagelse-Næstved forleden (1-1 i intenst, underholdende opgør) gjaldt det nu for Ulrik Ballings rød-blå tropper en match mod også den anden nedrykker fra 1. divisionen, FC Roskilde.

Avarta og SBI-HIK

Og det var lidt af en knald-eller-fald kamp, for begge hold - med blot hver 7 points - trængte i den grad til en sejr.

Efter lørdagens kampe, hvor bl.a. Skovshoved fik point mod Næstved (3-3), da sakker man bagud, hvis ikke man nu vinder nogle kampe.
Og SBI sikrede sig en fin-fin 3-1-sejr.

Men det skal følges op: Det gælder Slagelses følgende kamp - på søndag kl. 13 hos Avarta Rødovre. Et bundhold.

Og søndag 1. november kl. 13 hjemme mod noget stærkere HIK.

Hva' med en sejrssang?

Intet er bedre end sejre - og tre points.
Og gerne en sejrssang - måske uden de der efterfølgende gamle gloser...?

Hvis SBI vil kigge opad i rækken - til en mulig top-6 - så skal der nemlig sejre og ikke blot pæne uafgjorte resultater til længere.

Og det var Danmark...

Midt i det hele så vi også Christian Eriksen og Danmark tage en fornem - og heldig - skalp på Wembley i Nations League.

Med en 1-0-sejr over England. En sejr der giver genlyd. Og tre points, inden vi søndag 15. nov. kl. 20.45 hjemme møder Island. Og skal til Belgiens favoritter onsdag 18. nov. kl. 20.45.

Spændende bliver det.

Christian Eriksen fik blot en halv time i lørdagens derby i Milano. Og Inter skal i Champions League på onsdag 21. oktober møde Gladbach.

Samme dag i CL mødes bl.a. FC Midtjylland og Atalanta (kl. 21, TV 3 Plus), ligesom Bayern møder Atletico Madrid. Ajax møder FC Liverpool, og også Real Madrid skal i aktion.

I øvrigt viser denne onsdag kl. 17.30 DR-1 kvindernes EM-kval Danmark vs. Israel.

Brøndby, FCM, FCK

Om tirsdagen (20. okt.) står bl.a. PSG-Manchester United på programmet kl. 21 (3 Plus) , ligesom Barcelona, Leipzig og Dortmund skal i kamp.

Torsdag 22. i Europa League gælder det Tottenham-Linz.

Og så på lørdag 24. oktober kan man kl. 18 glæde sig til Superligaen: Brøndby mod FC Midtjylland. Om søndagen tørner AGF sammen med FC København kl. 18.

Og søndag den 8. november kl. 18 kan læserne skrive FCM mod FCK ind i kalenderen.

Pyha - det bliver hårdt for fodboldelskerne...