Klik og se annoncen

Af John Hansen

Søndagens mest omtalte situation på Harboe Arena Slagelse, i fodboldens 2. division, den ser vi her:

Fra nogen afstand ser vi tv-optagelser, som efter adskillige gennemsyn, ganske utvetydigt viser, at gæsterne fra FC Sydvest allerede i kampens 5. minut uberettiget fik tilkendt et afgørende straffespark.

UDEN FOR feltet, ja

Slagelseforsvarer Christian Krølle Klausen kommer for sent i sin tackling af Sydvestangriberen Marcus Holm.

Og efter en tids tøven peger dommeren på pletten - efter tilsyneladende først at have haft dømt et frispark lige udenfor feltet.

Men som det fremgår af billedet og 24 P-tv-optagelser, så var Klausens tackling altså tidligt nok sat ind, til at forseelsen blev begået uden for 16-meter-linien.

Han flyver ind i feltet...

Holm bliver ganske klart ramt uden for feltet og ses allerede i spektakulært fald ind over stregen - hvorefter han lander et pænt stykke inde i straffesparkfeltet.

Kendelsen blev naturligvis diskuteret heftigt på stadion. Og der var både den ene og den anden opfattelse af, hvad der var sket i farten.

Fra Uge Nyts egen position, skråt bagved angriberen, lignede det et straffespark - men tv-billederne her afslører noget andet.

Se også vor anden artikel om den vigtige kamp som helhed.

Tre SBI-fald gav ikke straffe!

I øvrigt følte SBI's egen angriber i 2-2-kampen, Christoffer Thrane, sig snydt for op imod hele tre straffespark i løbet af de 90 minutter, men intet af dem blev der fløjtet for. Og sandt at sige var det nok også 'kun' et enkelt han kunne have fået med rette.

Men et enkelt straffespark - den ene eller den anden vej - har bestemt også en afgørende betydning.