Klik og se annoncen

Af John Hansen

Endelig fik vi igen et fodbold-lokalopgør af dimensioner i det vest- og sydsjællandske:

Slagelse mod Næstved, nu i 2. division og på Harboe Arena Slagelse - og med SBI som midterhold og de grønne gæster fra Næstved som tophold på forhånd.

Inden lokalderbyet havde Næstved ovenikøbet en imponerende målscore på 8-0 efter de første fem kampe.

Flot anfører-scoring

Det fik de rød-blå og i særdeleshed SBI-anfører Patrick Venzel pillet lidt ved under søndagens 2 x 45 minutter i nydeligt vejr.

I 69. minut scorede Patrick nemlig på fineste vis det mål, der sluttelig gav Slagelse ét point i form af 1-1.

Omkring feltets grænse trykkede PV af med venstrebenet - efter en dødbold fra højre side - og så sad bolden hårdt i kassen uden for keeper Ankers rækkevidde.

Allerede tidligere i 2. halvleg havde lynhurtige, farlige Abdoulie Njai bragt Næstved foran efter Ahmed Hassans fine forarbejde.

Martin en super-oplevelse

Alt ialt var det dog, måske lidt overraskende, Ulrik Ballings hold der i den kamp viste det bedste og mest sammenhængende spil.

Ja, SBI har måske ikke haft et bedre fodboldspillende hold i flere år. Det så de 4-500 tilskuere mange lovende prøver på.

Selvfølgelig førte superteknikeren Martin Jensen (10) an i løjerne. Og selvom han indimellem også kan overdrive lidt og forfalde til ineffektivitet, så var han ubestridt kampens oplevelse.

Han leverer for det meste ren Superliga.

Lasse N og Næstved

Hele Slagelseholdet var dog rigtigt indstillet til den svære kamp.

Man havde også internt fået talt sig til rette om de episoder, VDonline omtalte fra FA-matchen - hvor forsvarsdirigent Mike Mortensen måske havde brugt lidt for grove gloser. Harmonien virkede til at være tilbage...

Selvom Lasse Nielsen kunne have headet Næstved foran straks i starten - 'Stærkt reddet af SBI-keeperen (Christoffer Monty),' sagde Lasse Nielsen om den chance - så fik hjemmeholdet faktisk trukket de fleste tænder ud af gæsterne.

De grønne proffer må da kunne bedre, hvis de vil helt op i toppen. Eller de savnede en i weekenden sprudlende Kristoffer Munksgaard (nu Fremad Amager), der sidste år ikke længere ville være med i den multi-kulti og hulter-til-bulter-rodebutik, som Næstved da var blevet til.

I år er der kommet lidt mere plan over nogle ting. Men SBI burde i søndags over de to gange 45 minutter have kunnet score yderligere to-tre mål.

Slagelse vil jo gerne følge med i andet geled - og op blandt de seks øverste i rækken. Nykøbing og Næstved fører fortsat an - og SBI har spillet uafgjort mod alle de fire tophold i 2. divisionen.

Nu må tre points i hus!

Lørdag 10. oktober kl. 13 skal SBI spille i Vanløse. Rigtig vigtig kamp!

Søndag den 18. oktober kl. 13 har man Roskilde FC hjemme, og så gælder det senere Avarta og siden HIK. Netop nogle af de hold, man helst skal have tre points mod, for at holde sig oppe i nærheden af top-6.

Det der virkelig kan give avancement til de nærmeste sæsoner.

Da vil Top-6 være super fint. Helt uacceptabel vil de nederste fire pladser være, for da rykker man ned i Danmarksserien.

Allerførst venter dog en pokalkamp hjemme i Slagelse nu på onsdag kl. 19 mod Skovshoved.

Mere om SBI-Næstved følger senere...