Klik og se annoncen

Streaming. Korsør Hall of Fame rocker i historien hver fredag i april Korsør: Streaming-serien 'Korsør Hall of Fame' er nu nået op på otte afsnit med skæve indslag og nye vinkler på personer i og fra Korsørs lokalhistorie, fortalt af bl.a. Maria Mejer, Kurt Rehder og Hanne Møhr fra Korsør Lokalarkiv, og kan ses på Korsør Kulturhus' facebook- og hjemmeside samt YouTube kanal. - Serien fortsætter nu med 4-5 afsnit med facts, historier og anekdoter om Korsørs mangfoldige musikhistorie fra start 60érne og op til 80'erne, der alle lanceres de følgende fredage, fra den fredag den 9. april kl. 19.00, oplyses det fra kulturhuset. - Så vil du genopleve de glade pigtråds tressere og de mere hippie og flippede 70'er samt 80'ernes rock/pop/bluesmusik, - så se og hør med, når Korsør Kulturhus har inviteret Jørgen Billing, formand for beat/pop/pigtråds musikforeningen Swinging Paradise og medforfatter på bogen 'Korsør Rock', samt Bob Schulze og Jens Albert Nielsen, et par gamle kendinge fra det korsoranske folk og rock samt Shanty musikliv til at fortælle om Korsørs mangfoldige musik og dna-historie fra start 60'erne og op til 80'erne, sådan som de har oplevet det. Af historier og anekdoter fra Strandhotellet og Hotel Korsør i de to første kapitler af og med Jørgen Billing, kan nævnes historien om dengang Otto Brandenburg sang, Peter Belli på hest gennem Korsør og de engelske Swinging Blue Jeans og Brian Poole & Tremeloes, der gæstede Korsør og om hvorfor musikstilen 'pigtrådsmusik', der er et dansk udtryk fra begyndelsen af 1960'erne og oprindeligt et nedsættende udtryk om den danske rockmusik, som refererede til den 'støjende' guitarlyd, blev så populær i Korsør. - Lyden var imidlertid ret afdæmpet, sammenlignet med den senere beat- og rocklyd, som du i de efterfølgende kapitler kan høre om, samt hvordan KAMF (Korsør Amatør Musikforening), Øvehuset, Korsør Festival og Medborgerhuset opstod, når Bob Schulze og Jens Albert Nielsen kommer og fortæller om deres oplevelser fra dengang, morfar var ung. Efter musikkapitlerne har Kulturhuset igen inviteret fortællere fra Korsør Lokalarkiv til at fortælle om flere spændende personer i nye afsnit.

Lokalt samarbejde

'Korsør Hall of Fame' er et streamingprojektsamarbejde mellem Korsør Kulturhus og Korsør lokalarkiv (en del af Slagelse Arkiverne), der bringer lidt skæve indslag og nye vinkler på Korsørs lokalhistorie gennem personer fra byens mangfoldige historie. - De historier, som vi måske har glemt, ikke har hørt, eller vidst så meget om før nu. Og nu ligger de forskellige afsnit som en videoudsendelsesrække, der hver især lanceres på Kulturhusets facebook- og hjemmeside samt YouTube kanal om fredagen. Og fik du ikke set et afsnit - eller ønsker at gense det, så kan du altid finde dem og høre og se det igen samme sted, oplyses det fra kulturhuset.

Tidligere afsnit