Klik og se annoncen

Af Helge Wedel

Korsør: Med højsommeren hamrende løs lige nu, kan det være svært at forestille sig efterårstider, men planerne for begivenheder planlægges for fuld kraft. Formand for Korsør Skatepark og ildsjælen 48-årige Thomas Zielinski oplyser, at der nu er et samlet budget på 60.000 kroner til et brag af en fest på den landsdækkende Gadeidrættens Dag lørdag den 12. september på Solens Plads. Men også efterfølgende mange gadeidrætsfester ikke kun i Korsør men rundt i hele kommunen.

- Fra Landudvikling Slagelse (LAG) Slagelse har vi fået 26.000 kr. til indkøb af mobile ramper, som får fast opholdssted i den kommunale container på Solens Plads, men som kan flyttes rundt til alle byer, når der er arrangementer, hvor man ønsker, at gadeidræt indgår, siger Thomas Zielinski.

Gratis pølser

Fra 'Den nationale platform for gadeidræt v/Nordea Fonden' har den aktive skateformand skaffet 22.000 kr, så der på Gadeidrættens Dag kan serveres gratis pølser, brød og sodavand til de unge, der kan prøve de nye ramper med skateboard, løbehjul og rulleskøjter. Hertil vil der være Street Fitness v. Fitness Focus med ideer til, hvordan der kan trænes på gaden.

Byg egne ramper

En workshop vil lære deltagerne selv at bygge ramper, som de efterfølgende må tage med hjem, så gadeidræt også i bedste fald kommer ud på de 'stille villaveje.' En opgave der indeholder læring, matematik, koordinering og samarbejde.

Ud til de unge

Formand for Landudvikling Slagelse, Niels Jørgensen siger om de bevilgede penge:

- I dag rykker idræt ud der, hvor de unge er og bevæger sig. Med de mobiler ramper flytter muligheden for fart, bevægelse og sjove tricks sig ud i byrummet. Men også ud i de mindre landsbyer. Det synes vi godt om, for det skaber sammenhold blandt de unge.

Niels Jørgensen tilføjer, at landudvikling Slagelse har bidraget med 26.000 kr. fra KVIK-puljen. Den er stadig åben for ansøgninger, der behandles løbende af bestyrelsen.

Tour de France

Kommunen har givet 10.000 kr. af Tour de France-midlerne, så verdens største cykelløb både i farver, cykeltrøjer og i konkurrencer med strider bike (løbecykler) vil sætte et stort præg på dagen.

- Fra Korsør Skatepark kommer vi med 2000 kroner, så det samlede budget når op på 60.000 kroner. På dagen vil en lokal graffitimaler skabe to motiver med gadeidræt og Tour de France som emner, siger Thomas Zielinski.

To steder i 2121?

Skateformanden regner med, at byggeriet af den nye skatepark til erstatning for den nedslidte på Tårnborgvej kan gå i gang også til efteråret og med indvielse i starten af 2021.

- Skal Gadeidrættens Dag i 2021 finde sted både på Solens Plads og i den nye skatepark?

- Det kan meget vel være, da de to steder helt sikkert vil supplere hinanden godt, siger Thomas Zielinski.