Klik og se annoncen

Slagelse: I fredags tog kunstnergruppen Art4You fra Paris godt imod gæsterne i Kunstgalleriet ved det, som de selv kaldte 'The Grand Opening' på deres udstilling 'The French Connection'. Kunstnerne havde selv medbragt boblende champagne, som blev serveret for gæsterne sammen med god fransk rødvin fra Slagelse Vinkompagni.

Og gæster var der mange af. Kunstgalleriets indehaver Johnny Persson oplyser, at omkring 65-70 personer lagde vejen forbi galleriet i tidsrummet kl 16-20. - Art4You havde selv gjort et stort promoveringsarbejde blandt de franskmænd, som bor i Danmark, og derfor så vi mange nye ansigter i galleriet i fredags, herunder adskillige fransktalende gæster fra både Aarhus og København, siger galleristen og fortsætter; - Vi fik også solgt en del kunstværker på åbningsdagen. Faktisk så mange, at gruppen allerede i fredags kaldte udstillingen i Slagelse den bedste udstilling på deres udstillingsturne i Tyskland og Danmark. Vi er så småt begyndt at tale om at lave en ny udstilling - med den originale titel 'The French Connection II' - i 2021, fortæller en glad gallerist til Ugenyt.

De mange solgte værker glæder Johnny Persson, som har været meget spændt op til udstillingen: - Det er altid rart med et godt salg, og denne udstilling indeholder over 100 værker med stor variation i både stilart, udtryksform og prisniveau. Her er værker af etablerede, anerkendte franske kunstnere og nye, eksperimenterende kunstnere, som er på vej frem i Frankrig. Samtidig er der mulighed for at se en række unikke værker - både billedkunst og skulpturer - som ikke ligner den kunst, vi normalt har i Kunstgalleriet.

I løbet af ferniseringen fik Art4You i øvrigt besøg af den slagelseanske kunstgruppe Art4, som med pyramidekunstneren JETHONI i spidsen lavede en lille happening og besøgte Kunstgalleriet.

Johnny Persson oplyser, at der er mulighed for at opleve udstillingen 'The French Connection' hver dag i efterårsferien kl 11-17 (lørdag kl 11-15). Udstillingen varer indtil den 31. oktober, hvor Art4You-kunstnerne returnerer til Danmark. - Den dag får vi besøg af en stor københavnsk kunstforening, som godt vil se udstillingen og møde kunstnerne, og herefter pakker gruppen de ikke-solgte værker ned og tager dem med til Paris. Hvis man er et større selskab som vil se udstillingen - eller hvis man ønsker at se den uden for galleriet normale åbningstider - kan galleriejer Johnny Persson kontaktes på tlf. nr. 51648118.