Klik og se annoncen

Tekst og foto Steen Andresen

Skælskør: - Jeg ville faktisk gerne havde været rigtig kunstmaler på lærred, men det rakte mine evner vist ikke til, fortæller Steen Nilsson, der udstiller sine smukke og stemningsfulde billeder på Skælskør gamle rådhus den 24. og 25. oktober kl. 13.00 - 17.00. Så jeg valgte fotovejen, da jeg elsker at fotografere.

Filtre, lys og stemninger

- Og gennem fotografiet skaber jeg mine egne værker. De billeder, jeg udstiller her på rådhuset, er lavet over en 10-årig periode, men jeg har gennem de sidste 40 år skabt omkring 6000 billedværker.

Men de sidste år synes jeg, at jeg virkelig har kunnet skabe nogle smukke billeder med en teknik, som jeg har oparbejdet gennem årtier.

Jeg stiller mit kamera op og fokuserer på det motiv, jeg vil 'male'. Herefter arbejder jeg med utallige farve- og lysfiltre, som jeg sætter foran objektivet, indtil jeg får den ønskede virkning, følelse og stemning i billedet af motivet. Hvad filtrene ikke kan klare af aftenstemning, lysvirkning m.m., må jeg indstille manuelt på mit kamera undervejs.

Når billedet er skudt, er processen slut. Billedet er færdigt, og jeg bruger hverken fotoshop eller andre måder at manipulere billedet på derefter.

Men kig selv ind og se de mange smukke billeder og den virkning de har på tilskueren.

Åbent hele weekenden den 24. og 25. oktober.