Klik og se annoncen

Korsør: De seneste år har det været en fast tradition hos føtex at holde midnatsåbent, når de nye FIFA-spil udkommer. Det er et højdepunkt for FIFA-fans over hele landet - også i Korsør.

I år er føtex i Korsør dog nødt til at afholde eventet på en ny og mere corona-venlig måde.

Natten mellem den 8. og 9. oktober inviterer butikken på Havnegade i stedet til drive-in på parkeringspladsen for både bilister, cyklister og gående. Det sker kl. 00.01.

Her kan spilleglade borgere i Korsør komme forbi og købe det nye FIFA 21.

At flytte det årlige event udendørs er en beslutning, som føtex-butikker over hele landet har truffet i fællesskab. Det sker for at undgå for mange mennesker i varehusene på en gang og dermed sikre en tryg oplevelse for kunderne.

- Nu når de unge bliver bedt om at undgå større forsamlinger, kan det selvfølgelig ikke nytte noget, hvis vi indbyder til et stort FIFA-event i varehuset. Derfor har vi rykket salget udendørs som en drive-in, fortæller Jan Larsen, salgsdirektør i føtex og fortsætter:

- I en tid, hvor især de unge bliver bedt om at holde god afstand og droppe festerne, synes jeg, det giver god mening at fastholde arrangementet, så de får noget nyt, de kan lave i deres fritid.

Cyklister og gående

Salget i føtex starter klokken 00.01 natten til fredag den 9. oktober. Og her har både bilister, cyklister og gående mulighed for at lægge vejen forbi indtil kl. 01.00. Det er en halv time længere åbningstid end normalt.

- Vi har bevidst valgt at holde åbent en hel time frem for en halv, som vi har gjort de andre år. Det gør vi for at sikre en god spredning af vores kunder. Derudover sørger vi for afspærring, tydelige afstandsmærker og sikkerhedsvagter, så folk ved, hvor de skal stille sig, fortæller Jan Larsen.

Og som et sidste coronavenligt tiltag vil det kun være muligt at betale med kort, som man derfor skal huske at have med sig, hvis natten og den efterfølgende weekend skal stå på FIFA-spil.

- Hos føtex ser vi frem til en alternativ form for midnatsåben. Vi kan ikke sige, at vi glæder os til at byde kunderne indenfor. I stedet kan vi sige, at vi glæder vi os til at byde dem velkommen i vores drive-in.

Jan Larsen tilføjer desuden, at det kun er muligt at købe FIFA 21 på parkeringspladsen. Man kan dermed ikke købe for eksempel dagligvarer. Til gengæld får alle, der køber spillet, en lille gave med hjem i form af en pose chips og en sodavand.