Klik og se annoncen

Af John Hansen

FODBOLD. At tabe det hele i det 91. minut, endda mens der raser en snestorm på stadion, det er bare modgang. Det oplevede Slagelse BI denne søndag, selvom man fik scoret et fremragende mål mod farlige FA 2000. Den danske 2. division fortsatte på Slagelse stadion lige efter den store VM-periode omkring Kasper Hjulmand. Og så gik Rasmus Søe & Co. ned med 2-1 til allersidst

SLAGELSE: At spille en pivhård fodboldkamp for nul corona-tilskuere i nul graders påskevarme og så endda slutte i regulær snestorm, det kan være slemt nok.

Men når man så ydermere får dødsstødet og taber alt i det 91. minut på en farlig FA-kontra, ja det er sgu direkte surt.

Eddikesurt!

SB&I var ellers - takket være en glimrende 1-1-scoring midt i 2. halvleg - godt på vej mod et fint og acceptabelt uafgjort resultat mod FA 2000, da det hele ramlede i overtiden.

Venzel og overliggeren

Endnu engang mistede de rød-blå bolden midt på banen, og så udnyttede de hurtigtløbende, kloge gæster situationen til at score et sejrsmål til 2-1 uden chance for SBI's ellers sikre keeper Sebastian Olsen.

Sebastian havde tidligere i kampen reddet holdkammerater i nød et par gange, mens SBI-anfører Patrick Venzel i det 88. minut faktisk ramte overliggeren fra 35 meters afstand.

Venzel forsøgte at udnytte den kraftige medvind, som Slagelse ellers slet ikke havde prøvet at udnytte.

Ikke en eneste gang prøvede man med et hårdt langskud udefra.

Gennemspillet SBI-scoring

Til gengæld var hjemmeholdets mål en oplevelse at overvære. Og tre af de helt unge SBI'ere stod bag.

Midt på banen tog unge Marius Kryger Lindh bolden ned med kattepote, gik straks i hurtigtløb, driblede effektivt og fik spillet Mikkel Milton fint fri højre side.

Milton lagde bolden perfekt ind foran mål til fremstormende Mikkel Petersen, der i to omgange scorede - i første omgang fik han af målmanden pareret sit hovedstød, men han var igen straks over riposten. 1-1 omkring det 60. minut.

Igen et tophold

Kort før vor Ugeavisens deadline, nemlig 2. Påskedag, fortsatte Slagelses og Vestsjællands bedste fodboldmandskab dermed sin svære turneringsgang i 2. division.

Hjemme på eget græs tog de rød-blå fra SB&I imod et fjerde af topholdene - dem møder Slagelse åbenbart alle i sæsonens indledende fase - og det var FA 2000 fra Frederiksberg.

Et FA-hold, der flere år har haft den tidligere SBI og FCV'er Kristian Uth i truppen, men Kristian er dog i år fri på markedet.

Djafer-Bey forsøgte

Påskematchen blev altså snævert vundet af gæsterne.

FA 2000 havde solid medvind gennem hele 1. halvleg, og det var i 18. minut, at en presset og udfordret Rasmus Søe Andersen & Co. ikke fik bolden ekspederet væk fra farezonen, så FA ubesværet kunne udplacere SBI-keeperen.

Nicklas Venzel havde Slagelses første forsøg (hovedstød) i 21. minut, og sidst i halvlegen burde Milton nok have headet bolden i kassen på et eksemplarisk oplæg fra Oussama Djafer-Bey.

Oussama var i store perioder ene om at udfordre gæsternes forsvar.

Kryger Lind blev dog bedre i en 2. halvleg, hvor SBI tydeligvis savnede karantæneramte Frederik Christensen.