Klik og se annoncen

Af Solveig Hansen

Stafet for Livet. Lørdag den 19. juni er der Stafet For Livet Skælskør. Det bliver i år i en noget anderledes men også langt mere fleksibel form end sædvanlig. Tilmeldingen er åben allerede nu.

skælskør: Meget bliver anderledes ved dette års Stafet For Livet, men sagen og formålet er det samme som altid: At sætte fokus på kræftsagen med oplysning, aktiviteter og underholdning.

- Vi vil hellere gøre tingene lidt anderledes end at aflyse helt, så nu holder vi det, og så vi håber, at der er rigtig mange, der vil bakke op om at støtte sagen, siger Michael Kragh.

Han er på tredje år formand for Stafet For Livet Skælskør, og han har ifølge ham selv 'et fantastisk hold af frivillige' bag sig til at arrangere, koordinere og afvikle stafetten, der har hele Slagelse Kommune som sit område, selv om arrangørerne på dagen vil have base i Skælskør.

Fra 24 til 12 timer

Sædvanligvis plejer stafetten at strække sig over et døgn, men i år kommer stafetten kun til at vare fra klokken 12 til midnat lørdag den 19. juni, og der er i år ikke et krav om, at hver af de tilmeldte hold konstant skal have mindst én deltager på banen fra start til slut.

- Vi får ikke en fysisk bane at gå og løbe på, som vi plejer, så derfor bestemmer holdene i år selv, hvor deres base og bane skal være, hvor lang banen skal være, og hvordan de vil komme rundt, siger Michael Kragh, der er glad uanset om deltagerne cykler, ror, løber eller noget helt fjerde.

Det vigtige er ifølge Michael Kragh i første omgang at tilmelde sig stafetten med et hold og så beslutte, hvordan holdet bedst kan samle penge ind ved for eksempel et sponsoreret beløb per kilometer, et på forvejen aftalt beløb uanset antal kilometer eller lignende.

Base på havnen

- Vi kommer til at have en base på havnen i Skælskør, hvor også både åbnings-, lys- og afslutningsceremoni vil foregå henholdsvis klokken 12, klokken 22 og ved midnat, men ellers vil holdene have deres egne baser rundt omkring, som vi vil tage rundt at besøge under stafetten, fortæller Michael Kragh. Han regner med at sende direkte på stafettens Facebook-side fra flere af holdenes baser, så det på den måde alligevel bliver muligt at få skabt en sammenhøring og et unikt fællesskab om noget vigtigt på trods af den fysiske afstand mellem deltagerne.

Alle kan deltage

- Lige nu er der ti hold tilmeldt med langt over hundrede deltagerne. Blandt andet Skælskør Erhvervsforening har tilmeldt sig med et hold, og det ville da være dejligt, hvis for eksempel erhvervsforeningerne i Korsør og Slagelse også ville bakke op, lyder opfordringen fra Michael Kragh, der understreger, at en familie også sagtens kan tilmelde sig på egen hånd som sit eget hold.

Det har en familie i Vemmelev ifølge Michael Kragh blandt andet gjort, og de har fået et privat firma til at sponsorere 10.000 kroner for deres indsats.

Nyd naturen undervejs

For yderligere at motivere til at tage del i stafetten er der mulighed for at følge en i forvejen udstukket rute i og omkring Skælskør, og interesserede skal blot møde op ved havnen, hvor de vil få et kort at gå efter. På selve dagen er det også stadigvæk muligt at tilmelde hold.

- Vi har fået forfatter Helle Vincentz (er netop udkommet med bogen Jorden under mig, red.) til at holde åbningstalen, og Marty Griffin fra Korsør vil spille på havnen i løbet af dagen, siger Michael Kragh, og understreger, at der i år også vil blive solgt lysposer til den særlige lysceremoni sidst på dagen tilegnet dem, der har eller har haft kræft tæt inde på livet, og de der måske ikke længere er.

Stafet for Livet Skælskør finder sted lørdag den 19. juni mellem klokken 12-24, og der kan ske tilmelding af hold via hjemmesiden stafetforlivet.dk/stafet/skaelskoer eller ved havnen i Skælskør på selve dagen.