Klik og se annoncen

Af John Hansen

KORSØR-SLAGELSE: Endelig kom den håbede gode melding:

Også FGU-skolerne - her i regionen ledet af Gert Møller fra den tidligere Korsør Produktionshøjskole - har af statsminister og myndigheder fået grønt lys for en genåbning.

Den finder sted her mandag den 18. maj.

GM: - Dejlig udmelding

Til Uge Nyt og VDonline meldte skolechefen og direktøren for FGU Syd- og Vestsjælland Gert Møller straks:

'En dejlig udmelding fra statsministeren. Og jo.

Vi genåbner i FGU for alle elever d. 18 maj!'

Planer over alt

På skolerne i Vordingborg, Næstved, Slagelse og Korsør har man allerede udarbejdet planer som sørger for, at man kan overholde myndighedernes krav - 'og derfor er vi klar til at åbne.'

Møller fortalte også, at 'alle medarbejdere mødtes her mandag d. 11. maj for at få det sidste på plads til modtagelse af eleverne.

Vi vil også på møder aftale forløbet frem til mandag d. 18 maj. Herunder hvem der kan tages ind til nødundervisning på skolen i den kommende uge, og vi vil her tage udgangspunkt i undervisningsministerens seneste skrivelse til FGU institutionerne.'

En anderledes hverdag

Og fra hovedstaden lyder det:

'Ministeriet vurderer, at FGU er et område, hvor mange af eleverne på nuværende tidspunkt meget vel kan have behov for at være tilbage, og at institutionen derfor nøje bør overveje at få eleverne tilbage i skole.'

På baggrund af statsministerens udmelding forventer Gert Møller en ny vejledning fra sundhedsmyndighederne, 'og vi vil hurtigst muligt udarbejde en revideret Coronainstruks, som samler FGU-politikkerne og procedurerne omkring håndtering af corona nu, hvor skolerne snart er genåbnet.

Nu glæder vi os til 'hverdagen', selvom den bliver anderledes, end vi er vant til,' slutter Gert Møller.