Klik og se annoncen

Af John Hansen

Der er tale om en pandemi og en verdensomspændende sag.

Virus - og nu også på rekordtid en vaccine imod den. Imod coronaen.

Flere lande fik ved juletid 2020 de første vaccinationer, men da turen 3. juledag var kommet til Danmark, så havde smittetrykket udvalgt Slagelse Kommune som en af de absolut første kommuner her til lands.

Og her stod områdets største plejecenter, Blomstergården ved Rosenkildevej i Slagelse by, øverst på listen.

Sidste kilometer

VDonline var - som de eneste, dog sammen med et par politibetjente - med under sidste del af morgentransporten ude på Rosenkildevej, da vaccinetransporten præcis kl. 08.42 drejede til venstre og ind på selve Blomstergårdens matrikel.

Lidt overraskende kom ambulancen med den dyrebare last, nemlig lige så stille kørende ude fra landet af (fra Lille Valby-siden), mens en politieskorte-motorcykel mystisk nok kom inde fra byen af...

En længe ventende betjent på selve Blomstergården havde i øvrigt ventet transporten 08.37, men den var en smule forsinket i det særdeles stormende, råkolde vejr - hvor mørket fortsat dominerede, men lyset dog var på vej frem.

Midt om natten...

Snart blev ambulancen og dens last vel modtaget og båret ind til nærmest øjeblikkelig brug.

Her var også anden presse, såsom DR og TV 2 bl.a., parat. Ligeså regionsrådsformand Heino Knudsen og borgmester John Dyrby Paulsen.

En af to praktiserende læger, Tommy Grundsøe, udtalte direkte i radio P4 Sjælland, at man absolut var klar: - Dette er meget en stor dag! Sagde Grundsøe.

Plejecentrets leder Christina Aaberg: - Det giver glæde. Jeg føler mig stolt og priviligeret. Det har været en svær tid for mange af beboerne...nogle har da også ringet til os allerede i nat kl. både 01 og 03 og spurgt, om de skulle stå op. Om det var nu...

Else kl. 08.59: - Dejligt!

Første til at modtage en vaccination var 85-årige Else Lindegaard Madsen, som sammen med kendt personale og datteren Inge Kristensen var helt klar til at være den første.

Og direkte på tv kunne vi kl. 08.59 se, at hun vist blev nummer to på dansk grund - et minut efter Leif fra Odense.

DR-tv kiksede dog lidt i netop live-sendingen fra Slagelse, men allerede fem minutter over ni kunne Else dog udtale, at det var dejligt at modtage vaccinationen.

Ifølge vore oplysninger har kun fem af Blomstergårdens 93 faste beboere sagt nej tak.

Bjergbyparken søndag

Ifølge vore oplysninger kørte ambulancen søndag formiddag videre til to andre plejecentre for at give vaccinationer til beboere og de fleste ansatte der.

Det var på Smedegade-centret og fra klokken ca. 11 kunne vi se ambulancen holde ved Bjergbyparken i Slots Bjergby.

Netop Levehjemmet Bjergbyparken har jo været ramt så hårdt med mere end 20 coronasmittede (heraf mindst 14 ansatte).

Nogle har været ganske syge, men flere ansatte smittet omkring 12.-13. december meldes dog ovre det værste og nu på vej tilbage på arbejde.

Også Skovvang og flere andre plejecentre fik senere søndagsbesøg af læger med vaccine.

Biologisk krig

Således kom man generelt set godt igang med vaccinationerne over hele Danmark. Snart følger de næste - og de næste igen. Langt ind i 2021 (og med to stik til hver, med tre ugers mellemrum, indkaldt primært via e-boks).

Sundhedsminister Magnus Heunicke: - Ja, nu har vi endelig fået et våben mod coronaen, det er kæmpestort.

DR-lægen Peter Qvortrup Geisling: - Sundhedsministeren ville ikke kalde det en krig, men jo. Det er faktisk en biologisk krig!

Borgmester John Dyrby Paulsen: - Det er en mærkedag også her i Slagelse. En festdag. Dejligt med noget så glædeligt...

- Og vi står inde med en overbevisende dokumentation om kvaliteten. Både fra Pfizer og nu også fra Moderna, påpeger Sundhedsstyrelsens Søren Brostrøm til danskerne.