Klik og se annoncen

Af Henny Ferrold

Slagelse: I forbindelse med genåbningen af VestsjællandsCentret har kunderne i centret fået mulighed for at dreje på et nyt lykkehjul og blandt andet vinde gavekort til centrets butikker.

- Du kan spinne lykkehjulet via din VSCS app - der er gevinst hver gang, oplyser centret på vscs.dk

- Du kan blandt andet vinde gavekort til butikkerne i VestsjællandsCentret eller være med i lodtrækningen om større gevinster, blandt andet en røremaskine, en tablet eller et ur.

Lykkehjulet er placeret på torvet ved ONLY., og er etableret i tilknytning til Kvicklys kampagne: 'Gode naboer er penge værd'

- Kvickly har kunnet sælge varer, som nabobutikkerne ikke har kunnet grundet nedlukningen. Det ønsker vi ikke at spinde guld på. Derfor har vi besluttet at donere det, vi tjente mere, end vi ellers ville have gjort, på vores non-food (ikke dagligvarer) til aktiviteter, der kan give liv og omsætning til de lokale butikker, udtaler Mark Gunst, varehuschef i Kvickly Slagelse.

- Kvickly er placeret i VestsjællandsCentret, og da de butikker har været tvangslukket i længere tid end butikkerne i resten af byen, har vi i samarbejde med Jane Dahl besluttet at bruge en stor del af de i alt 100.000 kr. på gavekort til de butikker i VSCS, som ikke har haft mulighed for at holde åbent.

Derudover har vi valgt, at støtte op om Slagelse Street Art Festival med et større beløb også. Det er en god og ny aktivitet, som vil skabe liv i bymidten, til gavn for både butikker og kunder, fastslår Mark Gunst.

Late Night torsdag

Flere aktiviteter er på vej i VestsjællandsCentret.

I indeværende uge inviteres torsdag d. 29. april, dagen inden store bededag, til Late Night, med åbent til kl. 22.

- Alle butikker holder åbent til kl. 22 og butikkerne er fyldt med gode tilbud og forårsvarer, oplyser Jane Dahl.

Søndag d. 2. maj skulle efter planen afholdes bagagerumssalg på parkeringspladsen, men det er blevet aflyst.