Klik og se annoncen

Af John Hansen

Der er nedtælling til søndagens store fodboldopgør mellem Slagelse og Næstved. Forventning og spænding er høj. Der diskuteres - og råbes. Og fodbold er jo ikke for de stumme - udmeldte engang hardnitteren og amagerkaneren Søren Lerby.

Han var på 80'ernes danske succeshold kendt for, at være en højtråbende og til tider ret grov medspiller. Nogle tog indimellem afstand og kaldte Søren for et brokkehoved.

Men sådan er det ofte i hård konkurrenceidræt, hvor resultater tæller højt...

Pædagogikken i det og kulturen - den kan dog altid diskuteres.

Heino: Vi vil høre dem!

Sidste år fremdrog Slagelses tidligere landsholdsspiller Heino Hansen - også kendt som en hård hund - at det nye SBI-hold dengang sagde alt for lidt på banen.

'Der er jo ingen, der råber. Ingen der siger noget og dirigerer. Og det behøves altså på ethvert hold, der vil noget,' påpegede Heino dengang i Uge Nyt.

Lige nu - i den nye svære 2. divisionssæson 2020-21 - har SBI netop fået en særdeles snakkende og ganske råbende ny spiller i Mike Mortensen.

Erfaren forsvarsdirigent fra hovedstadsområdet. Dygtig mand, der i 0-0-opgøret mod FA på Frederiksberg stadion ikke selv satte en fod forkert.

Hvor går balancen?

Spørgsmålet er, om Mike nogle gange 'satte tungen lidt forkert' i den kamp, hvor SBI med succes hævede et enkelt point...

I hvert fald var der visse holdkammerater, der i løbet af de to gange 45 minutter fik nogle gevaldige 'verbale øretæver' udleveret af netop Mike Mortensen.

Eksempelvis blev keeper Christoffer Monty jordet et par gange for bl.a. nogle miserable udspark, ligesom det kom til nærmest et direkte skænderi mellem Mike og Venzel-brødrene.

Er du for negativ?

Efter kampen spurgte vi dels til Mike Mortensens indtryk af kampen og dels hans råberi - er du selv tilfreds med ét point mod FA?

MM: - Nej da, vi skulle have vundet den kamp. Når nu vi - i modsætning til den seneste træningskamp herinde (dengang spillede Mike sin allerførste SBI-kamp, lige efter ferien, red.) - havde fået orden på den defensive organisation, så burde vi nok have kunnet score en gang eller to, som ville have været nok til en sejr.

Martin spillede jo enormt godt, og vi burde bestemt have scoret et par gange, mener jeg.

'Jeg siger tingene ligeud'

UN.: Du snakker højt og meget i denne FA-kamp, hvilket også går ud over dine medspillere flere gange?

MM: - Ja, det er rigtigt. Jeg siger, hvad jeg mener undervejs i kampen - og hvad jeg synes, der skal siges, for at vi kan stå stærkest muligt. Det er jo ikke bare for sjov, vi spiller i 2. division.

UN: Men vi kan ikke undgå at høre, at der også kommer megen kritik og måske flere negative ting fra din mund? Nogle synes endda, at du sviner andre til?

MM: - Jamen hvis vi skal klare os. Hvis vi ikke skal rykke ned, så kræves der bare noget af alle mand. Og vi skal vokse og blive bedre som hold.

Jeg har hele tiden sagt, at jeg ikke er bange for at tage ansvar og gå foran, når der skal ydes noget på banen!

Udmeldingen var klar

Allerede fra første færd - og ved præsentationen af de nye udefra kommende 1. div.-spillere i SBI - er det rigtigt, at Mike Mortensen gjorde det klart, at han ikke var bange for at tale højt.

Det er hans stil og en af hans forcer...

Han kræver meget af både sig selv og holdkammeraterne.

Dog må vi sige, at det jo også er vigtigt, HVOR højt og hvor meget, man siger - og at tingene helst er pænt afstemt i forhold til træner og øvrige mandskab.

Spændende at se, hvordan det forløber mod vanskelige Næstved på søndag...