Klik og se annoncen

Af John Hansen

Slagelse Tennis Klub mærker fornyet solskin og pæn rygvind i disse ellers lidt svære tider i foråret 2020.

Ekstra mange spørgsmålstegn har skullet stilles de seneste måneder - overalt i samfundet, overalt i foreningslivet.

Men STK-formand Axel Toft siger i denne uge til Uge Nyt: 'Det var med stor glæde, at tennisklubben kunne blive en del af oplukningen af samfundet i forbindelse med coronakrisen.

De indendørs faciliteter må dog indtil videre ikke benyttes, dvs, at hallen og omklædningsrum skal være aflukkede.

Udendørs 'flot i stand'

Men de røde baner udendørs på Frederikshøjvej 20 er nu sat flot i stand, og dette indbyder til gode udendørs aktiviteter for medlemmerne,' påpeger en glad STK-formand.

Juniorerne har allerede startet træningen i små grupper med max 4 på hver bane med god afstand. Og der er stor aktivitet fire dage om ugen.

Voksenintroduktion.

Som noget nyt i år tilbyder klubben også voksenintroduktion, der henvender sig til voksne i alle aldre, der drømmer om at lære at spille tennis-eller let øvede, der gerne vil igang igen, måske efter flere års fravær fra spillet.

Der tilbydes 9 træningstimer fordelt over seks træninger, hvor deltagerne bliver introduceret til grundlæggende teknikker i tennis og lærer spillets regler at kende.

Det koster 250 kr at deltage på holdet, og i de to måneder træningen løber, kan man udover træningen frit reservere bane til egen træning.

Alle deltagere låner en spritny ketcher, og hvis man herefter ønsker at fortsætte medlemsskab, får spilleren denne ketcher som ejendom, fortæller Axel Toft.

Fleksibilitet

Træningen fordeler sig over enten seks 6 mandage kl 17,30-19 med start her midt i maj eller fredage fra 16-18 med start d. 15. maj.

Der vil være mulighed for fleksibilitet i valg af ugedage efter aftale.

Drop-in

Som de foregående år er der for medlemmerne de populære drop-in spil 3 dage om ugen.

Der kan man uden nærmere aftale kan møde op og spille med, og måske finde nogle nye spillemakkere.

Drop-in er torsdage 18-20, fredage 10-12 og søndage 9-11. Der vil være mulighed for let instruktion til nye deltagere.

Volkswagen Tenniscamp 2020

Endelig kan vi nævne årets juniortenniscamp hos STK i sommerferiens uge 32.

Her vil der fra mandag til fredag kl 9-15 være tennis, sjov og højt humør for de 6-15 årige, der placeres på hold efter alder og tennismæssige forudsætninger.

Mange børn får her deres første erfaringer med tennisspillet, og en mindeværdig uge i selskab med jævnaldrende.

Måske er der blandt deltagerne en kommende Wozniacki eller Holger Rune - vover Toft at udmelde...

Store forventninger

Klubben forventer, at denne camp kan gennemføres trods de aktuelle begrænsninger i vores samvær.

Hvis campen, mod forventning, pga coronakrisen, ikke skulle kunne gennemføres, så vil indbetalt deltagergebyr blive tilbagebetalt.

For yderligere oplysninger og tilmelding henviser Toft til klubbens hjemmeside: Slagelsetennis.dk - oplyser en nu mere smilende STK-formand på en smuk, solrig forårsdag.