Klik og se annoncen

Af John Hansen

JULEBYEN: De kan nå meget på fire timer, sådan fire raske radiofolk fra P4 Sjælland.

Lillejuleaftensdag fra kl. 06 til 10 sendte de live fra den udvalgte JULENS BY i Region Sjælland: Slagelse.

Grundet den der corona, så kunne der jo ikke - som tidligere år i Skælskør - afholdes stor samlet indendørs fest i Slagelse 2020.

Og derfor måtte de fire udsendte fra Vadestedet i Næstved selv - som de benævnte det - 'vade rundt i Slagelses gader og på torvene' og her møde folk, fæ og julemænd med mere.

Rigtig tidlig morgen

Morten Dam Sørensen, René Sabroe & Co. åbnede 'ballet' allerede om morgenen kl. 06 i både lys og mørke midt i handelsbyen.

Og man må sige, at disse to engagerede reportere har en beundringsværdig evne til at lægge en god stemning - med deres humør og hørevenlige radiostemmer.

Eventkoordinator Helle S. Madsen fra Business Slagelse var første interviewpartner allerede kl. 06.15 efter første udgave af de regionale nyheder.

Og hun var naturligvis lige så stolt som den fredag morgen, hvor Slagelse blev valgt som Julens By, et mulehår foran Skælskør og Stege.

Julebelysningens komme

Derpå gik det ellers rundt i den smukt oplyste, juleklædte og langsomt vågnende by.

Radiofolkene sendte fra og bragte fin omtale af bl.a. Slagelse Museum og Varmestuen hos Kirkens Korshær.

De berettede om de vakse mænd bag selve juleudsmykningen, Charlie og Johnny, og de havde sjove historier at fortælle.

Klokken godt 07 var DR på Rådhuspladsen, hvor de talte med en ligeledes stolt borgmester John Dyrby Paulsen.

'Jamen, jeg er meget, meget stolt,' udtrykte borgmesteren bl.a. og tænkte på den overdådige julebelysning - og blandt andet arbejdet fra Helle Madsen med flere.

'For to år siden satte jeg mig ned med gode kræfter, hvor vi jo nok syntes, at der var en lidt tarvelig julebelysning i byen. Der skulle gøres noget,' berettede John Dyrby live i æteren.

Dyrby: Kagebord til foråret

Og kåringen som Julens By kan da også betegnes som et tiltrængt lyspunkt for 'Vestsjællands hovedstad' - ved afslutningen af et år, hvor byen og kommunen har været ramt af en hel del 'møgsager' omkring bl.a. jobskabelse, erhvervsklima, ghettoområder, nyt-rådhus-initiativer samt den fortsat kendte byrådssplittelse.

Slagelse fik her et lyspunkt - en særlig juleevent - at tale om i selve jule-nytårsdagene. Dage som jo også har stået lidt i coronaens skygge.

I øvrigt medbragte borgmesteren på dagen også en særlig gave til byen - nemlig lovning om 'et ordentligt stort kagebord til alle - efter at coronaen er overstået her til foråret,' som Dyrby noterede det.

Ugeavisen og forretningerne

P4 Sjælland-holdet nåede også at sætte søgelyset på 'tilfredse kunder, der handler lokalt' i Augusta på Nytorv.

Og reporterne læste op af Uge Nyts omtale af juleprisen - og fortalte om Uge Nyts januar 2021-overgang til at blive Ugeavisen Slagelse, Korsør og Skælskør.

Den nye Ugeavis-udgave udkommer første gang 6.-7. januar 2021.

På Nytorv gik DR så videre - hilste også på arbejdende folk fra Vej & Park og på aktive morgenløbere iført de rette trafiksikre refleksveste.

Gardens tur

Fra kl. 09.35 stod den på Slagelse Garden - både med direkte musik og beretninger.

Garden gik jo rundt i små afdelinger, små corona-hold, og spillede ekstra juleglæde ind i både kunder og forretningsfolk.

Det fik Morten og René flot illustreret - med en afstikker til John Lennons gamle julehilsen.

Men der var fin luft i de store tuba'er samt andre instrumenter, og den nissepåklædte garde strøg fint ud i radioen til titusinder af lyttere på hele Sjælland og Lolland-Falster.

Først kl. 10 sluttede udsendelsen.

'Det var en fornøjelse at have Jer i byen i dag,' sluttede Helle Madsen med at kundgøre 23. december i radioen ved den særlige Nytorv-bod med kaffe, gløgg og æbelskiver.

Se mere i Uge Nyt mellem jul og nytår!