Klik og se annoncen

Af John Hansen

Så skete det.

Et stort øjeblik var det - nærmest historisk.

Et nyt vartegn for den stolte, gamle færgeby er igen placeret på rette plads...

Og 'et lille øjeblik' var der just ikke tale om, idet man trak nydelsen ud over et par stive timer denne solbeskinnede lune mandag formiddag - det tog nemlig sin tid at komme rigtigt i havn, og et begejstret tusindtal af mennesker så beundrende på.

Et tilløbsstykke

Og det var næsten som om alt, hvad der kunne krybe og gå var troppet op ved vandlinien, ved havneanlægget og på campingpladsen med de pragtfulde faciliteter og det perfekte udsyn.

Masser af lokale borgere var til stede, blandet med nysgerrige turister. Dertil erhvervsfolk og lokalpolitikere.

Og jo, her spiller det jo også ind, at mellemstore Korsør vel i sig selv har et flertal i byrådet efterhånden. Med en sommerklædt og fornøjet borgmester John Dyrby Paulsen i spidsen.

Derudover mødte vi udover projektchef Torben Hjelm også bl.a. Flemming Erichsen, Anders Nielsen, Lis Tribler, Jørn-Ole Didriksen, Ebbe Ahlgren - og en fra Bisserupkanten tilrejsende Knud Vincents.

Det ligger fast

Og jo, det var historisk: Denne mandag formiddag, 3. august 2020, gik Storebæltsfærgen M/F Broen virkelig på grund - eller på land på Sjællandssiden ved Halsskovhavn.

Ikke for fremover at sejle turister og pendlere frem og tilbage mellem Fyn og Sjælland som i gamle dage, men for at blive en ægte, solid fastligger.

Et nyt fyrtårn på Sjællandssiden!

Attraktion for fremtiden

En attraktion som samlingssted, museum, udstillingscenter og aktivitetssted.

- Jamen, det er da Danmarkshistorie med M/F Broen, den sidste Storebæltsfærge, der også har sejlet her, på plads igen, glædede Jacob Stryhn sig.

Stryhn er formand for den Korsør Erhvervsforening, der jo fik købstilbuddet af ejerne. Og med Stryhn i spidsen har den lokale erhvervsforening særdeles store ære af landingen....

På rette plads

- Og Slagelse Kommune har her gjort det, ingen andre kommuner har gjort. Købet her giver os en masse spændende muligheder, påpegede Stryhn også på den store dag.

Museum og aktiviteter, det kan ikke være bedre. Og så lige på det autentisk historiske overfartssted Sjælland-Fyn.

- Ja, det er en rigtig stor dag, pointerede også det erfarne Korsør S-medlem af byrådet, Anders Nielsen, der bor i Granskoven lige i nærheden.

Anders N.: Vi fik muskler

Anders og fruen virkede begejstrede - som de øvrige hundredevis af vidner i alle aldre og af alle køn.

- Vi havde også engang chancen i det gamle Korsør byråd, men greb den ikke. Vi havde bare ikke muskler nok, erindrer Anders Nielsen.

U.N.: Jamen, så var det måske meget godt, at vi fra Slagelse også kom med i storkommunen?

Anders Nielsen (lidt tøvende): - Jo da. Så fik vi jo nogle større muskler, så dette her kan lade sig gøre. Og det forventer vi os rigtig meget af!

Den stolte kaptajn

Og det var nok allersidste chance - da Nyborg sagde nej tak - for at få fat på den gamle færge. Var der flere ved molerne, der gav udtryk for på denne dag.

Eksempelvis den i klædelig uniform stolte pensionerede Korsør-kaptajn Ingvard F. Skøtt, der kendte Broen og de andre færger, idet han for 59 år siden havde første arbejdsdag på Storebæltsfærgerne.

- Netop M/F Broen var en af de hurtigste og stærkeste af færgerne, skød en 14-18 knob (op imod de 30 km/t.) og var rigtig god at sejle med.

- I 36 år sejlede jeg her, bl.a. også allersidste tur med Prins Joachim.

Erichsen: Vil tiltrække...

Flemming Erichsen: - Jeg tror, mange der kører over broen (altså den rigtige Storebæltsbro, red.) vil blive tiltrukket af, at M/F Broen nu ligger i færgelejet. Mange vil stoppe op for at se den.

Erichsen har selv taget utallige sejlture over bæltet. Også som barn, da hans far var bådsmand og også andre i familien har arbejdet der. Som 'det halve Korsør jo gjorde engang.'

Knud Vincents, V: - Flot at se færgen komme i land. Godt for området og vandsportscentret, campingpladsen m.v. Den giver nye, fine muligheder.

Vincents bekymring kunne blot være, at man nu 'får sat færgen rigtigt fast, så den ikke synker ned. Det er teknisk ganske krævende. Og så er der jo driftsudgifterne...'.

Dyrby: Foreningernes behov

Hvad siger borgmester Dyrby til de årlige driftsudgifter - oveni købet til de cirka 14 millioner kroner?

John Dyrby: - Jeg ved ikke, hvad driftsudgifterne vil blive. Det kan jeg ikke sige, svarer han og tænker samtidig også på mulighederne for nogle indtægter fra foreninger, turister, overnattende på færgen etc.

- Vi havde jo allerede en idé om, at nogle af de lokale foreninger kunne få til huse herude. Og det kan de måske i lokaler på selve færgen, påpeger borgmesteren, der gerne vil slå flere fluer med eet smæk.

Foreløbig går der nok lige en fem-seks uger, inden færgen kan tages rigtigt i brug, vurderede Dyrby på stedet.