Klik og se annoncen

Michael Hansen

Korsør: Det tradi­tionsrige og prestigefyldte motionsløb 'Broløbet' er tilbage med et års forsinkelse, som så meget andet på grund af corona. Datoen bliver den 11. september 2021, hvor løbeglade motionister fra hele landet valfarter til Storebæltsbroen.

Der er efterhånden gået fire år, siden det seneste broløb blev gennemført. Den normale procedure er, at løbet bliver afholdt hvert tredje år. Arrangørerne bag motionsløbet, som har mellem 10-15.000 deltagere, har brugt den mellemliggende periode på at retænke løbets design og udtryk for at forbedre oplevelsen for så mange, som muligt.

-Der er i år mange nye og spændende ting i vente for de mange deltagere, forklarer Per Barkman Hansen, som er en af ankermændene i Broløbet.

Det er nyt

Broløbet 2021 bliver et mindeværdigt og historisk løb for alle deltagere. I år der nemlig nye distancer og et nyt startområde for den nye distance. Den nye distance bliver en kvartmarathon, men specielt halvmarathonløbere får sig en once-in a lifetime- oplevelse.

For første gang nogensinde skal halvmarathonløberne løbe rundt på Sprogø. Nærmere betegnet om landfæstet til højbroen, inden turen fortsætter mod Fyn. Man kommer tæt på det specielle naturområde langs øen, og løberne får et helt unik kig til højbroen nedefra - en løbetur som de færreste får mulighed for at opleve.

Også løberne på den kortere distance får dog ligeledes muligheden for at besigtige Sprogø. Det sker ved, at de bliver fragtet til Sprogø tre timer før løbsstart. Her kommer der til at være forskellige korte foredrag om pigehjemmet, naturen og øens historie. Starten for den korte distance foregår på motorvejen lige ved Sprogø.

-Vi spurgte Sund & Bælt, om det var muligt at lave en kort rute på Sprogø, Det sagde de ja til, og det er vi naturligvis ovenud lykkelige over. Det bliver et fantastisk syn, forklarer Per Barkman Hansen.

Børneløb

Som en ny distance i år kan børn op til 14 år også få lov til at være en del af den unikke oplevelse at løbe på broen. Løbet foregår samtidig med de voksnes og børnene når 250 meter ud i Storebælt, inden de vender om og får lov til at runde målstregen i Nyborg til musik og dans. Ruten er på 2,5 kilometer, og der er 400 pladser at få. Det koster 100 kroner at deltage for børnene, som også får en t-shirt med som et varigt minde om løbet.

-Vi er meget glade for, at vi i år kan tilbyde et børneløb, så børnene også kan blive en del af løbets historie. Når de har løbet, kan de nå at heppe forældrene eller andre de kender i mål.

Alt transport af deltagere med videre foregår i busser. Der er stadigvæk billetter at få, men de bliver snart udsolgt, forventer arrangørerne. Billetter kan købes på Broløbets egen hjemmeside. I år går støtten til foreningen Broen, som er en landsdækkende organisation, der hjælper udsatte børn og unge.