Klik og se annoncen

Af John Hansen

Det er nu en kendsgerning, at Folketingets Ombudsmand selv - 'og helt af egen drift,' som man udtrykker det - rejser en sag omkring borgmester John Dyrbys ganske hårde indgriben overfor Uge Nyt og VDonlines forsøg på at afdække en sag omkring sexisme og 'et særligt klask i numsen på S-gruppeformand Sofie Janning.'

Den ydmygende hændelse skulle være sket under et officielt udvalgsmøde - og der er efterfølgende fremkommet 'en hel del stride og modstridende forklaringer og bemærkninger,' som et neutralt byrådsmedlem udtrykte det.

Af egen drift...

Det er sådan, at Folketingets Ombudsmand kan gå ind i en sag enten grundet diverse borgerhenvendelser eller også helt af egen kraft, hvis man her skønner, at der er tale om ganske alvorlige forhold.

Og nu går Ombudsmanden altså så på eget initiativ ind i denne sag primært i forhold til 'borgmesterens trussel om at stoppe samarbejdet' med i hvert fald en del af lokalpressen.
Forholdet mellem rådhuset (borgmesteren) og pressen er her det centrale for en instans som ombudsmanden. Kan man begrænse - kan man udelukke nogen - kan man måske endda "true" eller det, der ligner?
Den frie presses rolle i demokratiet må altid være under lup. Magthavernes ageren ligeså.

Ønsker udtalelse fra Slagelse

Slagelse Kommune blev så vidt vi ved, allerede mandag aften i denne uge skriftligt bedt om en udtalelse og en redegørelse.

Sagen - eller i hvert fald dele af hele sexismesagen - vil derefter blive kørt og bedømt af og hos Folketingets Ombudsmand.

Borgmester og kommune har fire uger til at svare i på de mange spørgsmål, der er indeholdt i det tre sider lange høringsbrev.

I høringsbrevet er der materiale og uddrag fra bl.a. Altinget og Uge Nyt.

Ombudsmand Niels Fenger beder også om fra rådhuset at måtte modtage kommunens interne akter i sagen, som han anfører.

Dyrby: Lad os få tingene frem

Så sent som tirsdag kl. 13.36 var Dyrby endnu ikke vidende eller internt bekendt med ombudsmandens henvendelse til rådhuset. 'Kan være det ikke er registreret endnu...' sagde borgmesteren.

Men når vi forelægger ham situationen mundtligt for en kommentar har Dyrby dette frejdige svar til VDonline:

- Det er da fedt. Så kan vi da få en diskussion, om hvad der er ret og rigtigt. Lad os bare få tingene på bordet, så vi kan få debatten for og imod.

Hurtig borgmester

Men du og kommunen har fire uger til at svare i?

John Dyrby: - Det behøver vi skam ikke. Det kan ligeså godt gå lidt hurtigt, så det regner jeg ikke med skal tage megen tid. Men fint at vi får det belyst fra alle sider!

SF går til Ankestyrelsen

Stort set samtidig i denne uge har Jørgen Grüner fra SF i en henvendelse til Ankestyrelsen klaget over kommunens budgetlægningsproces, hvor det hele ved 2. behandlingen som bekendt endte med et 18-13-flertal for et såkaldt 'budget i balance'.

- Vi bør overholde loven, og det har vi ikke gjort. Borgmesteren har brugt sin magt til at tilsidesætte administrationens arbejde og vurderinger, påpeger Jørgen Grüner.

'Kære Økonomiudvalg, Kommunaldirektør samt Økonomichef,' skriver Grüner nok så fint og flot i sin klage - som han også har berettet det til os.

'Kopi af klage er sendt til Ankestyrelsen,' fortæller han også - og i øvrigt kan man læse meget mere om klagen i dagbladet Sjællandskes udgave her fra tirsdag den 27. oktober.

Dyrby: Styr på økonomien!

Borgmester John Dyrby Paulsen siger tirsdag formiddag til os, at han også tager sagen omkring Ankestyrelsen 'stille og roligt'.

'Jeg har styr på økonomien. Vi har styr på økonomien - og jeg vinder på alle tal-sammenligninger,' udtrykker borgmesteren fra rådhuset.

Han påpeger også, at både kommunekasse og det opstillede anlægsbudget jo ligger særdeles godt og højt. 'Det bør man også lige erindre,' siger Dyrby.

En Dyrby, der tirsdag formiddag på vort spørgsmål kl. ca. 10, også sagde, at han ikke var bekendt med ombudsmandens henvendelse. Hvilket han altså heller ikke var tre-fire timer senere...ifølge eget udsagn.

Rebellerne i Skælskør...

Nogle læsere vil i øvrigt nok huske, at der undervejs i budgetprocessen også var visse andre klager og anker over selve processen.

Blandt andet kritiserede Dyrbys partikollega Steen Olsen - ham fra den lidt rebelske Skælskør Partiforening sydpå - her også lidt uhørt sin egen borgmester under selve førstebehandlingen i byrådssalen.