Klik og se annoncen

Af John Hansen

Der opleves i disse år lidt af et børneboom i landsbyen Slots Bjergby og den del af Slagelse Kommune, der ligger lige syd for Slagelse by - i retning af Skælskør.

Og tilgangen synes - uanset om sex måtte blive en mangelvare i fremtiden eller ej - at fortsætte nogenlunde uforstyrret.

Vi får flere børn i lokalsamfundet. Og nye tilflyttere er på vej til de attraktive udstykninger med udsigt udover Vårby Å-dalen.

Børn, børn, børn...

Hashøjskolen tæller i øjeblikket 140 elever, 30 flere end for fire-fem år siden.

'Og store årgange er på vej, så jeg er sikker på, at vi inden længe runder de 150 elever,' glæder det skoleleder Poul Erik Gudiksen.

Hashøjskolen rummer børn fra 0. til og med 6. klasse.

Børneboom i Bjergby

Daginstitutionen i Slots Bjergby - som også rummer fritidshjem og klub - tæller for tiden omkring 220 børn.

Her er lederen Charlotte Ørum Henriksen, chef i 16 år. Institutionen har indtil nu været hjemmehørende på den gamle røde skole på Brovej, en skolebygning, der vel nærmest havde sin storhedstid omkring 2. verdenskrig.

Nu er man flyttet sammen i bjergbyen. Flyttet sammen - skole og daginstitution, i Livshuset.

Og det i tæt samarbejde med hele lokalsamfundet. Inklusive Levehjemmet, som kun ligger hundrede meter væk - hvormed man har udveksling og venskabsklasse m.v.

'Kæmpe synergi fra starten'

Sidste år i august var der første spadestik på Livshuset - på vej til at gøre lokalområdet endnu mere attraktivt.

I januar 2020 blev der holdt rejsegilde med bl.a. tale af kommunens Børne- og Unge-formand Helle Blak, SF.

Og efter lidt forsinkelser har man altså nu lige kunnet flytte ind - og man vil den 11. september fejre en glad, men afdæmpet indvielse (grundet coronabegrænsninger).

- Vi skal nok holde en langt større, samlende fest senere, lover skoleleder Poul Erik Gudiksen.

- Men vi nyder at være flyttet ind. Vi mærker allerede en kæmpe-synergi i Livshuset, siger han til VDonline og Uge Nyt.

Fællessal - og ny legeplads

Og Charlotte Henriksen er helt enig - og mindst lige så begejstret:

- Det er fuldstændig fantastisk. Vi er så glade for fællessalen og det hele, fremhæver hun.

Livshuset rummer også diverse faglokaler. Og man lægger op til at borgerne skal have adgang - f. eks. med biblioteksmulighed. Man vil kunne låne og hente bøger fremover.

Også udendørs er der plads-muligheder ved Jættehøjvej.

Desuden er Hashøjskolen af kommunen også bevilget midler til en ny legeplads inden længe.

To institutionsledere

Såvel de to institutionsledere Charlotte Henriksen (i 16 år) som Poul Erik Gudiksen (ca. otte år) har - sammen med deres respektive bestyrelser - været blandt arkitekterne til denne kommunale, borgerinddragende nyskabelse.

Noget der virkelig viser, hvad landudvikling i et mindre samfund er. Og kan være.

De og lokale ildsjæle har deltaget i workshops og forskellige processer, der til sidst har formet bygninger og muligheder.

Vigtige medspillere

En vigtig medspiller i en styregruppe, har været Rune Overlade, der er centerchef på det kommunale område, ejendomme etc.

Landudvikling Slagelse har undervejs bidraget stort og været med til 'at få sat retning på landudviklingsplanen.'

Og så nævnes af alle parter bestemt også lokalrådet Hashøj Nord Vest, hvor Peter Serup nu er formand.

Peter har taget over fra Troels Brandt, da denne i 2018 flyttede til Skælskør. Brandt boede ellers i Gerlev og var formand og hoveddrivkraft i Hashøj NV i årene fra 2004 til 2018.

Idémanden: Troels Brandt

'Ja, netop Troels Brandt har støbt kuglerne og løftet hele vejen - også ind i det politiske liv, især efter nedsættelsen af et særligt udvalg i Slagelse Kommune', fremhæver Poul Erik Gudiksen.

Dette Paragraf 17. stk. 4.-udvalg blev nedsat i 2014 under borgmester Stén Knuth og naturligt nok med den mest vidende på området, Troels Brandt som formand.

Som radikal lokalpolitiker brændte han jo også i forvejen for borgerdreven innovation og landudvikling.

Charlotte Henriksen: 'Vi har kæmpet og arbejdet længe med det. Mange har gjort en indsats, og Troels Brandt har i høj grad været idémanden bag det hele.'

Ann Sibbern: For lang vej

En byrådspolitiker som helt lokale Ann Sibbern fra Dansk Folkeparti pointerer også, at der er tale om glædens dag, nu hvor Livshuset endelig kan åbnes og tages i brug:

'Det har været en lang vej at nå hertil. Alt for lang vej efter min mening. Men i DF er vi stolte af også at have holdt fast i ønsket og behovet for at få midler afsat til denne positive udvikling - også udenfor de tre købstæder,' fremfører Ann Sibbern.

Gode grunde til salg

Så sent som i byrådssalen her i mandags glædede Ann sig over alt det nye i bjergbyen. Og Troels Brandt nævnte for byrådskollegerne også den officielle åbning den 11. september.

John Dyrby & Co. måtte nemlig her finde 1,7 millioner i ekstrabevilling for at komme helt i mål.

Brandt kaldte det færdige projekt 'en holdsejr for lokal udvikling' og mente, at der bestemt også 'lå en masse gode skattekroner i de grundudstykninger,' der nu kan erhverves lige omkring skole og livshus.

Se meget mere i den aktuelle udgave af Uge Nyt.