Klik og se annoncen

Korsør: I år ville Ludwig Van Beethoven være fyldt 250 år. I den anledning har Korsør Koncerterne søndag den 18. oktober kl. 15:00 arrangeret en jubilæumskoncert på Kongegaarden med Eskær Trioen.

Eskær trioen består af søstrene Julie og Emilie Eskær på henholdsvis violin og cello og deres kusine Charlotte Thaning på piano.

De har haft 25 års jubilæum og er et af Danmarks mest erfarne og kunstnerisk sammensmeltede kammerensembler, som igennem de mere end 25 år har haft en travl koncertkarriere i ind- og udland, bl.a. for nylig en stor turnè i Kina.

Trioen har modtaget adskillige priser, og har desuden en række prisvindende CD-indspilninger bag sig, bl.a. af Brahms' samlede klavertrioer.

Programmet for denne koncert består af Beethovens Klavertrio nr. 1, op.1 i Es-dur, komponeret 1793-94, og Beethovens Klavertrio nr. 7, op. 97 i B-dur 'Ærkehertug' fra 1811.

Selv om der som følge af de gældende Covid-19 restriktioner kun vil være plads til 50 tilhørere i Kongegaardens koncertsal, er der fortsat et mindre antal billetter til salg. Disse koster 165 kr. eller 115 kr. for medlemmer af Korsør Koncerterne og købes via et link til Place2Book på Kongegaardens hjemmeside www.kongegaarden.dk.

Før koncerten og i pausen kan man benytte lejligheden til at opleve Kongegaardens udstilling, som er en ny total installation af billedkunstneren Susanne Theas meget omtalte parafrase over Bayeuxtapetet. Der er som sædvanlig gratis adgang til Kongegaarden.