Klik og se annoncen

Af John Hansen

BOLDKLUB. Først og fremmest står et udvidet og renoveret klubhus på plakaten. Vestbyen i Slagelse indeholder bl.a. Boldklubben B 73, som længe har været trængt, både på banekapacitet og klubhusfaciliteter. Nu graves der endelig - og så arrangerer Den Grønne Klub sidst i april Pigestafetten for de 5-11-årige

SLAGELSE: Boldklubben B 73 i Slagelse har altid rummet rigtig megen ungdom.

Og her i april, helt præcist den 24. april fra kl. 10, fyrer man her endnu engang Pigeraketten af - et spændende samarbejde med DBU.

Det drejer sig om et særligt fodboldarrangement for idrætsglade piger. Fyldt med fantasi, leg og fodboldaktivitet.

Det er gratis at deltage, og man skal blot møde frem, hvis man er i alderen 5-11 år.

Klubhus for døren...

Ellers er det i disse dage den kommende - og længe ønskede - udvidelse af B 73's gule klubhus, der står for døren.

Nu bliver 2021 året, hvor det sker.

Det hele - renoveringen af det gamle samt tilbygningen af det nye ved Hjorthøjvej - skulle gerne stå fix og færdig inden jul.

Dobbelt så stort

Udvidelsen af klubhuset vil medføre, at man cirka får den dobbelte plads fremover.

Og her i weekenden havde man allerede skærmet af og gjort klar til et lille spadestik-arrangement nu på tirsdag.

Første spadestik

Her vil borgmester John Dyrby Paulsen være til stede sammen med repræsentanter fra Niels Lien, som er hovedentreprenør.

Støtteforeningens formand Paw Nielsen og klubbens formand Eva Ingevold vil naturligvis også være til stede.

Støtte-herre...

Det er B73 Støtteforening, der er bygherre.

- Vi er så småt ved at være i gang, men ønsker gerne at sætte fokus på vores projekt. Det betyder rigtigt meget for klubben og medlemmerne, for vores samarbejdspartnere og sponsorer, oplyser Anja Borroe Aage, der er administrativ kontorassistent på vegne af B73 Støtteforening og B73 Fodboldklub i Slagelse.