Klik og se annoncen

Af John Hansen

Der er ekstra gang i Boldklubben B 73 i Slagelse i denne tid.

Flere nyheder florerer - udover, at et nyt byrådsbudget ser ud til at kunne opgradere den ofte trængte klub med nogle bedre faciliteter.

Pigeraketten mandag

Således er der Pigeraketten.

B73 inviterer nemlig, sammen med DBU, alle piger mellem 5 og 11 år til en sjov mandag med pigerraketten.

Mandag den 14. september kl. 17 lander pigeraketten lige præcis i B73, og her står klubbens frivillige klar til at tage imod alle piger mellem 5 og 11 år, der har lyst til at komme med på en spændende rejse.

Pigeraketten er en eftermiddag fyldt med fantasi, leg og masser af fodboldaktiviteter, og alle er velkomne, beretter man fra den grønne klub.

- Alt er denne dag gratis og uforpligtende. Medbring kun en ordentlig portion godt humør, masser af gå-på-mod, en vandflaske og tøj til at bevæge sig i.

Ejner Hessel sponsorbil

Og så er der godt nyt omkring kørsel af børn og unge til udekampe.

Ejner Hessel har nemlig givet forældre til ungdomsspillere i B73 den unikke mulighed at låne sponsorbiler i forbindelse med kørsel til udebanekampe.

Det er en fantastisk mulighed til de forældre der ligger mange timer i at transportere til kampe eller til de, der ikke har mulighed for at stille med bil selv. Klubben har én bil til rådighed i dette efterår.

Mange nye U10/U11-piger

Da der har været et stigende antal piger til træning på B 73's U10/U11, har man valgt at indgå en aftale med Peter Hendriksen som vender tilbage efter en pause fra trænergerningen i B73.

Peter er derfor ansvarlig for pigerne på årgangen og 73 kan dermed sætte kryds ved oprettelsen af endnu et pigehold.

De træner mandag og onsdag kl. 17-18.30 - og alle er velkomne, lyder det fra Benjamin & Co.

- Vi kan derfor også nu prale af at have pigehold i næsten alle aldre i klubben, helt fra U8 og op til kvindesenior.

Fysisk træning...

I kvinde-pige afdelingen er der dette efterår særligt fokus på smidighed, skadesforebyggelse og styrke.

Derfor har man indgået en aftale med en fysisk træner Hanne Klinke Jørgensen, der træner alle pige- og kvinde hold på skift de næste 12 uger.

Kunstgræs-nyt i 2021

En håbet ny kunstgræsbane på Stadion Vest bygges desværre først i foråret 2021.

Den nye bane skulle være klar til brug allerede i november i år, men byggeriet er udsat til 2021.

Genovervejelser om byggepris, drift og miljøpåvirkninger har medført en udsættelse. Slagelse Kommune har de seneste måneder set på drift af alle kunstgræsbaner i kommunen, og ønsker at undersøge alternative underlag på en ny bane. Byggeprojektet på Stadion Vest, med en overflade af genbrugs-gummigranulat som bane 2, var allerede beskrevet.

Kommune-udbud forsinker

Byggeriet skulle starte her i august-september, men Slagelse Kommune ønsker at udsætte projektet og sende flere banetyper i udbud.

Og B 73 bereter selv: - Derfor ses der også på baner med overflade med naturfyld, f.eks. kork eller andet fyld, og det udsætter projektet et par måneder. Da der ikke kan planlægges på at bygge kunstgræsbaner i en kold vinterperiode vil en sådan udsættelse forventet medføre en forsinkelse på ca. et halvt år.

Administrativ medarbejder

B73 Støtteforening og fodboldklubben B73 har taget første skridt ind i fremtiden, ved en ansættelse af Anja Aage som administrativ kontorassistent.

Anja er et kendt ansigt allerede i klubben og kommer til at stå for en masse praktiske ting og procedurer her i starten, så B73 er klar og kan håndtere de mange spændende tiltag der står for døren.

Anja påbegyndte sin stilling pr. 1. august.

Støtte og sponsor

B73 Støtteforening har netop lavet sponsoraftale med Fegopapir.

Husk lige: Danmark skyller årligt hvad der svarer til 30.000 træer ned i toilettet. Ved at erstatte en så simpel ting som toiletpapir kan alle danskere dagligt øge deres grønne aftryk...udtrykker Fego.

- Derfor giver det god mening at vi nu hos B73 i fremtiden vil bruge bambus toiletpapiret, Bampoo.

- Vi er rigtig glade og stolte af denne aftale, som virkeligt understreger, at vi er en grøn klub på alle måder, siger en fornøjet Paw Nielsen fra B73 Støtteforening til Uge Nyt.