Klik og se annoncen

Slagelse: 'Slagelse Rådhus solgt til Evan Fotograf: Bliver Danmarks største fotostudie'. Det var overskriften på en historie, som op til påske dukkede op på blandt andet fotograf Evan Hemmingsens facebookprofil, hvor det forlød at der i forbindelse med nye, store opgaver for Slagelse Kommune, blandt andet billeder til de nye coronapas, skulle ansættes seks nye fotografer i virksomheden, mens Evan selv ville indrette kontor og administration i det tidligere borgmesterkontor og privat penthouselejlighed på toppen af huset. En del spottede hurtigt at historien dukkede op den 1. april. Mens andre så helt nye muligheder. - Jeg fik rent faktisk jobansøgninger fra to fotografer, der gerne ville hjælpe mig, og der er masser af mennesker, der har ønsket mig tillykke og som er kommet med gode idéer, blandt andet udstilling af biler, kunst, plakater m.m., fortæller Evan Hemmingsen, som sidst på dagen meddelte at der var tale om en aprilsnar - og rettede en tak til både borgmester John Dyrby og ejendomsmægler Jan Thanning, som stillede op til de billeder som fulgte med historien. - Fordi vi trænger til noget at grine af i denne tid.