Klik og se annoncen

Af John Hansen

Gravemaskiner har i den grad været på spil i Slagelse de seneste dage og uger - såvel til ting, der bare var i vejen eller skulle udbedres i jorden samt til projekter, der sluttelig skal gå i højden.

Og således har man også kunne se en ekstra flittig udgave af 'Gravemaskinen Amanda' være totalt i sving her i oktober 2020 - ved Stormbroen, på hjørnet af Østerbro og Jernbanegade.

Her skal der nemlig bygges et rigtigt 'højhus', som de fleste nok vil kalde det.

Slagelses første af slagsen - men næppe det sidste.

Flittig gravemaskine

Mange af læserne vil givetvis kende 'Gravemaskinen Amanda', den kendte maskin-bog, hvor hr. Madsen i den grad får sin dygtige gravemaskine til at komme grundigt i jorden i den lille by.

Amanda kom i den grad i jorden, så den gravede sig helt ned til bunden - og sluttelig måtte blive dernede i en ny funktion.

Sådan går det ikke i Slagelse, hvor grund og fundament for det otte etager høje Kløverhuset skal stå færdigt senest i august 2021.

Men det har da været en fornøjelse at følge den flittige gravemaskine, der dag efter dag - fra den årle morgenstund - har præsteret at grave virkelig dybt for at få et solidt fundament i orden.

Slagelse til tops?

Der er jo klare tendenser til, at mange på rådhuset og andre steder ønsker, at Slagelse skal gå i luften - i vejret - i disse år.

Sådan er det med moderne storbyer. Også af den lidt mindre slags i provinsen...

Og her er Slagelse så p.t. igang med Kløverhuset i otte etager - på hjørnet af Østerbro og Jernbanegade, hvor man skal rumme både ungdomsboliger og ny administration for Slagelse Boligselskab. På toppen en udsigtsplatform med offentlig adgang.

Meningen er...

Slagelse Boligselskab er nemlig her på vej med et spændende nyt byggeri - i hele otte etager på hjørnet. Det markante byggeri skal rumme både 24 2-rums ungdomsboliger, og Slagelse Boligselskabs nye administration, oplyser Knud Glavind, formand for Slagelse Boligselskab.

Planerne om det ny byggeri har været på vej gennem længere tid.

- Grunden blev udbudt til salg, vi var med i udbudet og var så heldige at vinde, forklarer boligformanden.

- Når vi gerne vil flytte vores administration, er det bl.a. fordi den nuværende administration på Fruegade ikke er særligt tilgængelig, pga. trapper.

Med det ny byggeri går boligselskabet forrest når det gælder bygning af højhuse på Vestsjælland, og den ny administration får en markant placering i midtbyen.

Bag huset er planlagt en række parkeringspladser.

Offentlig udsigtsplatform

Arkitektfirmaet Arkitema har udarbejdet en projektvision for byggeriet, hvor man kan se de nogle af de spændende visioner for huset. Bl.a. en udsigtsterrasse med offentlig adgang.

- Vi håber også vi kan lade fortovet gå gennem bygningen, med mulighed for at lave udstillinger, som folk kan gå og kigge på, fortæller Knud Glavind.

- Hele udviklingen har været spændende, konstaterer Glavind, som fremhæver boligselskabets direktør, Arne Juul.

- Han har nogle knaldgode ideer, har formanden fremhævet.

En af dem ser vi nu udvikle sig ved Stormbroen.