Klik og se annoncen

Af Solveig Hansen

Art market. For syvende gang blev der i weekenden holdt Art Market. Tid og sted var anderledes end tidligere år, men kvaliteten og mangfoldigheden på markedet var høj som altid

Gerlev: En smuk sølvring, en musvit i træ, et smukt blomstermaleri med tulipaner, en skål i granit, en pingvin i keramik til haven, et krus til kaffen.

Ønskesedlen bliver kun længere og længere i takt med besøgene i de forskellige telte på årets Art Market, der i år fandt sted på Gerlev Idrætshøjskole i samarbejde med Kunstforeningen Art Market.

- Det er vigtigt, at det er ordentligt, og vi prioriterer, at det er kunst og kunsthåndværk af høj kvalitet, som vi præsenterer på årets Art Market, siger Hanne Liechti. Hun er formand for Kunstforeningen Art Market, og hun viser ivrigt rundt mellem de mange fine hvide telte, der er opstillet på plænen ved idrætshøjskolen, og som hver især er et slaraffenland for enhver kunstelsker.

Nye tider

- Desværre var der ikke helt så mange besøgende i går (lørdag, red.), som vi kunne have håbet, siger Hanne Liechti, der nævner både corona og det faktum, at markedet i forhold til tidligere år i år finder sted både i en anden weekend og et andet sted.

Tidligere, og faktisk siden 2014, har Art Market fundet sted hos St. Galla i Hejninge, men private årsager har gjort, at det i år ikke længere var en mulighed.

Godt samarbejde

- Vi er rigtig glade for det samarbejde, vi i stedet har fået med Gerlev Idrætshøjskole, siger Hanne Liechti, der fremhæver, at skolens elever over weekenden blandt andet har bidraget med både musik og mad og drikke i markedets café.

Cirka halvdelen af de deltagende kunstnere har været med på Art Market før, hvorimod den anden halvdel er nye. De nye bliver ifølge Hanne Liechti nøje udvalgt i forhold til deres kunstneriske niveau, og de tidligere deltagere er forpligtiget til at forny sig år for år, hvis de fortsat ønsker at lade Art Market være deres professionelle udstillingsvindue.

En god oplevelse

- Vi har gjort os umage for at sammensætte kunstnerne i teltene to og to, så publikum får en god og alsidig oplevelse af de mange vidt forskellige værker, siger Hanne Liechti.

Ud over de mange allerede dygtige kunstnere, deltog også elever fra Skælskør Skoles kunsttalentklasser på årets Art Market, hvor de fik mulighed for at gøre lidt reklame for sig selv og skolens unikke tilbud.

Publikum kunne udover at lade sig imponere og friste af det alsidige udbud af kunst, deltage i et lotteri med præmier fra kunstnerne selv, lytte til dejlig musik og nyde endelig at kunne deltage i et kulturelt arrangement under åben himmel.