Klik og se annoncen

Af John Hansen

Efteråret og vinteren er også tid for storm og kraftigt blæsevejr i Danmark. Indimellem.

Og vi kan kun opfordre - og kraftigt indskærpe - overfor vore læsere, at man tager det yderst alvorligt og passer ekstraordinært på, hvis og når det blæser op. Og blæser vildt og voldsomt.

Kig efter tagsten!

En sådan farlig stormvejrsdag var det torsdag i denne uge. Også i Slagelse og omegn.

Og vi ved godt, at den der med risikoen for at få den berømte tagsten i hovedet, altså ikke er ret stor - meeen.

Man bør ikke undervurdere tingene, ej heller naturens kræfter.

Sorøvej: Flyvende plade

Indenfor få timer oplevede vi om eftermiddagen torsdag flere grimme uheld i en by, der i forvejen er 'hårdt ramt' af udgravninger, vejarbejder og risikobetonede trafikforhold.

Værst var det på Sorøvej kl. præcis 15.18 midt i myldretiden.

Pludselig kom en flyvende spånplade (eller tagplade) på tværs i luften - fra et aktuelt højt byggearbejde i området - ind over fortov og cykelsti, hvorpå den landede lige midt på kørebanen.

Chokerende oplevelse

Det gav både undren og chok hos flere trafikanter, som måtte bremse op og danne en længere kø på den gamle hovedvej, hvor der jo kører op imod 10.000 biler i døgnet. Dertil mange cyklister og fodgængere.

Ingen blev dog heldigvis ramt af 'den flyvende plade' på cirka én gange to meters størrelse - og en vægt på måske 8-10 kilo. Pladen fik i øvrigt lov til at blive liggende derude, ødelagt, i rigtigt mange timer.

'Jamen, den kunne jo have slået folk ihjel,' kommenterede en forbigående tidligere tømrer, der kort tid efter kom forbi med sin indkøbskurv.

'Men de er vist også godt igang med at spænde presseninger ud over det halvåbne tag.'

Ud over Christiansgade...

Lidt tidligere på torsdagen var skilte og et større sikkerhedshegn ved Christiansgade midt i byen væltet og blæst ud over fortovet der.

Også her er der større arbejder igang, og hegnet rakte ud over en del af Christiansgade.

Heller ikke her blev nogen ramt af de væltende jernstænger.

H P Hansens Plads

Og 500 meter derfra så vi ydermere en anden afspærring blive taget af en kastevind og væltet ud på H P Hansens Plads.

Her var selve uheldet dog ganske 'ufarligt', men det medførte dog visse gener i timerne derefter.

Storebæltsbro måtte spærre

Fra både Høng og fra Slagelse meldtes torsdag også om væltede affaldsspande, haveredskaber, skilte etc.

Og værre var det da, at Storebæltsbroen både torsdag og fredag (brand i lastbil, der medførte fem timers lukning og 20 km kø helt til Slagelse) måtte spærres af og lukke ned i timer.

Blæsten over Bæltet var intens og stødende torsdag, og Sydsjællands og Lolland Falsters Politi have rigtigt meget at se til.

Lørdags bryllup ved rådhuset

Efter fredagens flotte og mere rolige vejr, er vi lørdag vågnet op til endnu en særdeles blæsende weekend. Nu er vinden vendt til at komme lidt mere sydvestligt fra.

Og vi kunne på vor formiddagstur gennem byen se nye væltede skilte og rækværker - ved de utallige opgravninger og vejarbejder. Ligesom vi foran rådhuset kl. ti i ti kunne opleve et yndigt brudepar være ved at blæse væk...

Et brudepar med mundbind, brudebuket og det hele.

Vi kan til dem også kun sige: God fest og god weekend - og husk lige at være forudseende og se jer for!