Klik og se annoncen

Af John Hansen

UDDANNELSE. Ikke grønt lys for 1.800 unge fra start. Men nu sker det endelig med Campus Slagelse, dog er coronaen skyld i, at Absalon ikke åbner med et brag af en forårs-velkomst. Nej, kun en brøkdel må fysisk starte i de nye superbygninger ved SDU og stationen. Rektor Camilla Wang glæder sig dog mægtigt til, at man kan komme igang

SLAGELSE: Campus Slagelse har vi skrevet og fortalt om i efterhånden årevis.

Og med god grund - for det er stort. Virkelig stort. Og det er noget med både ungdom og fremtid i.

Under borgmestrene Lis Tribler, Stén Knuth og John Dyrby har der været snakket, vurderet og planlagt i næsten ti år. Og Slagelse byråd vedtog i 2013 en visionsplan for Campus Slagelse - omkring samlokalisering af SDU og Absalon.

Ti år og 300 millioner

Stén Knuth satte i 2016 en projektkonkurrence igang blandt dygtige arkitekter, mens han i ugeavisen pointerede den vigtige fremtidige kobling og samling, der bør være mellem Campus og selve bymidten og livet i Slagelse by.

Den 14. marts 2019 skrev vi om det første spadestik på stedet, foretaget af John Dyrby Paulsen og Absalon-bestyrelsesformand Jens Stenbæk.

Attraktiv samling

'Vi vil gøre alt for her at sikre fremragende uddannelser og et attraktivt uddannelsesmiljø,' påpegede den tidligere Regionsrådsformand Stenbæk med spaden i hånd.

Og endelig er vi så nu kommet til en konkret 'åbning' og praktisk ibrugtagning af de nye, flotte ca. 12.500 kvm. store Absalon-lokaliteter ved Sdr. Stationsvej - omend rektor Camilla Wang & Co. de første uger og evt. måneder vil være begrænset af diverse coronaregler.

På tirsdag...

Et faktum er det dog, at Professionshøjskolen Absalon - med ca. 1.800 indskrevne studerende i Slagelse - på tirsdag den 6. april slår dørene op for første undervisningsdag.

Blot en brøkdel af de 1.800 studerende og undervisere og medarbejdere vil dog fysisk møde frem denne apriltirsdag i 2021. De fleste må en tid endnu fortsætte den digitale fjernundervisning.

Måske hundrede eller lidt flere vil fysisk troppe op sammen med rektor Camilla Wang, der fremover får domicil højt oppe i den spæinternye Slagelsebygning.

Fantastisk udsigt

'Ja og vi glæder os mægtigt til at rykke ind i Slagelse. De seneste dage her op imod påsken er der arbejdet med den store udpakning og med at få alt på plads indendøre,' fortæller en forventningsfuld Camilla Wang til Ugeavisen og VDonline.

'Alle på stedet får rigtigt fine studie- og arbejdsforhold. Udsigten over byen og området er særdeles god - ja, den er ganske fantastisk, vil jeg sige.

Desværre må vi dog åbne med et begrænset antal personer i de nye lokaliteter, sådan er det jo,' påpeger rektoren.

Officiel åbning senere

Camilla Wang er da også ærgerlig over, at man selvfølgelig må vente til senere - måske først efter sommerferien? - med en mere officiel åbning af det nye Absalon.

Professionshøjskolen Absalon har på hele Sjælland ca. 9.000 studerende og den etablerer sig her med det nye store uddannelsesbyggeri ved Slagelse station med SDU Slagelse som nye naboer.

Byggeriet er på 12.700 kvm, som giver Absalon mulighed for at samle flere uddannelser i Slagelse sammen med direktionen og fællesfunktionerne.

Absalon vil her fra 2021 kunne udbyde uddannelser til pædagog, sygeplejerske, socialrådgiver samt ernæring- og sundhed i Slagelse.

Samarbejder

Ernæring og sundhed er flyttet hertil fra Sorø. Hvor man havde sidste 'skoledag' på det prægtige, historiske Ankerhus forleden dag.

Professionshøjskolen Absalon og SDU Slagelse har længe været i tæt dialog om samlokering af faciliteter bl.a. fælles kantine og bibliotek, som også i den grad fremover vil kunne være åben for resten af byen.

På Campus Slagelse kan man som nævnt læse fire forskellige uddannelser enten til professionsbachelor i ernæring og sundhed, som pædagog, socialrådgiver eller sygeplejerske.

Slagelse er byen

Rektor og andre ledere har også et klart svar på spørgsmålet om, hvorfor netop Slagelse er valgt som uddannelsessted - og nu det næststørste campus på hele Sjælland?

- Slagelse ligger godt placeret uanset hvor i Danmark, du kommer fra.

Her er alle muligheder med de nye faciliteter: God kantine med sund mad, velfungerende bibliotek med hjælpsomme bibliotekarer og et familiært studiemiljø med engagerede medarbejdere.

Det er fremtids-devisen for Absalon og Slagelse.