Klik og se annoncen

Af John Hansen

FERIEBUSSER. Denne normalt store ski-udrejse-fredag er også for Egon's Busser i Slagelse gået helt ned i nul. Fra 40-50 kørende skibusser til 0. På en normal vinter bringer Egons mindst 14.000 skiturister ud til løjper og pister. Mange chauffører er afskediget, men dir. Mogens Pedersen ser heldigvis lys for enden af tunnellen

SLAGELSE: Denne iskolde fredag morgen og formiddag - ned til minus 13 grader ved syv-otte tiden - kunne man fortsat i ikke mindst Slagelse by se en del lokale minibusser køre rundt med børn og helt unge skoleelever.

Derimod så vi ikke færten af en eneste ferie- og turistbus...her på fredagen op til en vinterferie, der normalt vil sende mindst 40-50 store Egon Busser syd- eller nordpå med forventningsfulde skiturister i alle aldre.

Mogens P.: Fra 14.000...

- Det er rigtigt. I dag sender vi præcis nul busser afsted mod normalt 40-50 sådan en fredag op til uger syv, bekræfter direktør Mogens Pedersen fra Egon's.

Slagelse er som bekendt hovedkvarteret for det normalt så driftige bus- og rejseselskab. København er blot filialen...

Normalt sender Egon's Busser omkring 14.000 skigæster ud i det blå og videre til alt det hvide - og skipister i bl.a. Norge, Sverige, Østrig og Italien.

Betingelserne er sådan

Men i år går man fra 14.000 til 0. Det totale dyk.

Sådan er restriktionerne, sådan har myndighederne bestemt det, må en resigneret Mogens Pedersen erkende.

Og han tror ikke, at der er nogensomhelst chance for, at man kan nå lidt skisæson i løbet af de nærmeste uger.

Fyringer - og ny optimisme

Til gengæld ser en på dagen ellers noget trist og sammenbidt Mogens Pedersen - som allerede siden foråret i 2020 ialt har måttet opsige næsten alle sine mange chauffører - mere optimistisk frem imod sommeren og næste vintersæson.

- Folk vil meget gerne på skiferie, og jeg er ikke i tvivl om, at vore kunder vender tilbage.

- Vi mærker interessen og den store efterspørgsel. Og vi planlægger fuldt program næste år, også til skisæsonen, udtrykker Mogens Pedersen.
P.S. Undskylder at vi i skyndingen også er kommet til at bruge direktørnavnet Egon Pedersen. Alle steder skulle der naturligvis have stået MOGENS PEDERSEN. Red.