Klik og se annoncen

Af John Hansen

Som andetsteds beskrevet, så tæller Slagelse Kommunes 11 plejecentre i øjeblikket slet ingen Covid 19-syge beboere og ansatte.

Tallet er nul, i skrivende stund.

Dog må man også konstatere, at der gennem de seneste godt tre måneder er døde ialt mindst 18 ældre beboere.

18 beboere, konkret testet positive for Covid-19, er altså døde på storkommunens elleve plejehjem og plejecentre.

Syge tidligt sendt hjem!

Heraf er de 12 døde på centrene, de seks på de midlertidige pladser på Blomstergården i den nordlige del af Slagelse by.

Både her og på Antvorskov plejecenter - som var det første kraftigt ramte sted (både beboere og personale) - har man oplevet at få syge, smittende personer direkte hjem fra sygehuset.

Det har givet anledning til både undren og 'nødvendig dialog'.

Hvor ligger ansvaret her?

Det sidste ord er næppe sagt i disse sager endnu - hverken overfor sygehusvæsenet, Regionen og Regeringen.

Også sundhedsminister Magnus Heunicke og hans folk kan vente yderligere spørgsmål om håndteringen, inklusive vurderinger, der nok kunne have været gjort bedre.

Heri vil også indgå sagen, hvor Danmark totalt og pinligt svigtede ekstremt ramte Norditalien med hensyn til lån af livsvigtige respiratorer.

Slemt fejlskøn: 140 vs. 1.100

Uge Nyts tal fortæller, at Danmark ret hurtigt havde mere end 1.100 respiratorer til rådighed.

Men på intet tidspunkt - selv da det stod værst til herhjemme - har man haft mere end ca. 140 i brug (!).

Mere end 4.000 operationer

Her er altså - trods diverse usikkerheder og undskyldninger - tale om et gevaldigt fejlskøn. Naturligvis nemmere at se bagefter, men alligevel...

Danmarks og Region Sjællands max-kapacitet for coronaindlagte kom på intet tidspunkt i farezonen. Takket være en ubestridelig hurtig og effektiv forberedelsesindsats.

Varme spørgsmål...

Men mere end 4.000 andre patienters operationer og indgreb her i Region Sjælland blev udskudt i en periode, hvor alt bare handlede om coronaen.

Diskuteret vil også blive, hvordan sygehuse som nævnt kunne udskrive syge patienter med klare symptomer.

Og hvordan myndighederne gang på gang tillod tilfældige flypassagerer fra tvivlsomme egne, lande og vandre direkte ud i København.