Klik og se annoncen

Af John Hansen

KOMMUNEN: - Hvis Slagelse skulle have en form for nyt rådhus eller ny administration, så ville det være afgørende vigtigt for os, at det ville kunne ske i en bred enighed. Altså en situation, hvor de to store partier står sammen om idé og projekt. Ligesom med svømmehallerne!

Det udtrykte Venstres leder og borgmesterkandidat Knud Vincents tidligt om morgenen tirsdag, efter at Økonomiudvalget endnu engang mandag havde drøftet store fremtidige rådhusplaner og -projekter.

Alle partier har deres forskellige vinkler. Enigheden mellem de store ligger dog langt væk, tilsyneladende også internt i Socialdemokratiet - ifølge flere kilder - og så er der næppe længere så meget at snakke om lige nu.

Hurtigere byudvikling

Vincents understregede, at det for ham og Venstre er allervigtigst, at der finder en tiltrængt byudvikling sted. Også på og omkring Rådhuspladsen i Slagelse.

Og gerne en byudvikling, der går markant hurtigere, end den vi ser lige i øjeblikket.

Med de mere eller mindre flyvske rådhusprojekter og -ideer ville der være tale om den største investering i Slagelse nogensinde. Og udover det med økonomien, så er det ikke en sag, man uden videre slipper løs, mener man i Venstre.

Og derfor udmeldte Vincents tidligt, at en total afklaring fra hans og partiets side ville komme lidt senere på dagen.

Nej til 300 millioner

Og kort før Uge Nyts deadline stod det så total klart, at Knud Vincents og V slet og ret siger nej til et nyt rådhus til 300 millioner kroner.

Især partierne LA og SF ærgrer sig over, at man ikke får skabt noget mere samlende. Og i foråret var der da ret bred enighed om, at man i hvert fald skulle undersøge tingene helt konkret - og kigge nærmere på Campus Nord, Kvægtorvsgrunden nord for Ndr. Stationsvej.

Tvivl i 'regeringspartiet'

Socialdemokrater fra hele storkommunen har længe været i tvivl om, hvad der ville være bedst - bl.a. udtrykt af borgmester Dyrby i Uge Nyt sidste onsdag og også i weekenden på VDonline, hvor han kundgjorde sin skepsis over at skulle bygge nyt for måske 300 millioner kroner.

Dyrby holder igen - og finder det samtidig æsynderligt, at Venstre bakker ud'.

Kræver enighed - som med svømmehallerne

Modsat mener man i V, at de store skal kunne gå i bred enighed, hvor noget virkeligt stort skal løftes. Ligesom med svømmehallerne, hvor man er fuldt enige om at investere 150 millioner kroner (færdiggørelse 2021-24 cirka).

'Efter ugens økonomiudvalgsmøde melder Venstre derfor nu klart ud: Det bliver ikke i denne valgperiode, at Venstre vil arbejde for at bygge et nyt rådhus til 300 millioner.

I stedet skal byudviklingen i Slagelse prioriteres højere. Og så skal administrationen samles og effektiviseres indenfor de nuværende rammer,' hedder det.

'Og vi er ikke vendt om her. Forudsætningerne er der bare ikke,' udtrykker Vincents, som nok mener, at Dyrby taler med to tunger...

Også SF's Jørgen Grüner ser kritisk på strategien hos Dyrby og S, som SF finder både forvirrende, skiftende og til gene for en bedre bymidteudvikling.

Kræver større sammenhold

Vincents uddybede tirsdag partiets rådhusholdning således: 'Med de nuværende planer ville et nyt rådhus skulle ligge nord for stationen, og med en totalpris på i alt 300 millioner kroner. Det vil Venstre altså ikke være med, ihvertfald ikke som det ligger lige nu.

Vi synes, at med sådan nogle beslutninger, måske den største beslutning der er taget nogensinde i Slagelse Kommune, bør man være enige blandt de store partier. Og det kan vi ikke blive i det byråd der sidder nu,' understreger Knud Vincents - og fortsætter:

'Derfor vil jeg melde meget klart ud, når sagen kommer i byrådssalen på mandag: Det bliver ikke i denne valgperiode, at Venstre vil arbejde for at bygge et nyt rådhus til 300 millioner.'

Cornakrisens usikkerhed

Og så er der også vinkler i lyset af coronakrisen, at Venstre yderligere melder ud - inden en ny byrådssnak på mandag 23. november:

'Der skal heller ikke være nogen tvivl om, at med den situation vi står i, med en Coronakrise der har skabt økonomisk usikkerhed og som har lært os at arbejde på nye måde.

Dertil kommer de udfordringer vi har i Slagelse Kommune oveni. Så er det er ikke det rigtige at gøre nu.'

Hele ideen...

Hele ideen med et nyt rådhus, har fra starten været at samle administration og effektivisere indenfor administrationen og forvaltningen.

Derom siger Knud Vincents: 'I stedet skal man se på hvordan vi kan effektivisere indenfor de nuværende rammer, og se på hvordan man samler administrationen der hvor vi kan i dag.

Og i stedet skal vi bruge pengene på at byudvikle i Slagelse og hele vores kommune.

Så derfor vil vi, i næste uge, helt klart sige til forvaltningen, at nu stopper vi med at snakke nyt rådhus. Og så arbejder vi videre med, hvordan vi udvikler kommunen generelt.'

Dyrby og Villum spurgt...

Givetvis er Vincents også blev bestyrket i sine tanker om byudvikling, efter at han personligt - og i øvrigt sammen med viceborgmester Villum Christensen - overværede det store handelsforeningsmøde i Musikhuset forleden, hvor bl.a. den slagelseanske forbruger- og detailhandelsekspert Dorte Wimmer talte om vigtigheden af en mere attraktiv bymidte.

Tirsdag har redaktionen også forespurgt om en kommentar ('Er vi kommet nærmere nyt rådhus?') fra både LA-viceborgmesteren og borgmester John Dyrby Paulsen, Soc., efter mandagens Økonomiudvalgsmøde, men John Dyrby var ikke vendt tilbage, inden vor deadline.

Villum sikker i sin sag

Villum udmelder klart, at 'LA ønsker sagen fremmet hurtigst muligt af hensyn til mulighederne for driftsbesparelse, forbedring af rekruttering, forbedring af arbejdsgange, forbedring af byudvikling og en styrkelse af fælles kultur/brand.'

Og Villum mener sådan set, 'at ingen var uenige i de mange fordele, heller ikke i driftsbesparelsen. Vores udgift er konservativt sat netto 200 mill., hvis vi kun får 100 mill for de gamle bygninger, og driftsbesparelsen er på mindst 7 mill om året...Altså er økonomien positiv samtidig med alle de fordele, jeg nævner. Ingen var i stand til at komme med et eneste negativt ord om at igangsætte projektet, men fedtspiller som sædvanlig, fordi man er bange for vælgerne,' påpeger viceborgmesteren.

'De er bange for taburetten'

'John (Dyrby, red.) vil kun sige at det er et godt grundlag, og Knud vil ikke sige ja til at komme i gang, så længe S ikke vil. Jamen, det er jo helt grotesk, at ingen tør gøre det rigtige, fordi man er bange for sin taburet.

Ingen var i stand til at komme med et eneste argument mod det, jeg sagde,' vurderer Villum Christensen.

Dyrby onsdag: - Slingrekurs

Først onsdag eftermiddag fulgte borgmester John Dyrby til os op med en kort kommentar, hvori det blot hedder:

'At SF og Venstre i Slagelse Byråd påstår, at Slagelse Kommune er ved at blive sat under administration fordi kommunekassen om få år vil være tom (og det er i øvrigt noget vrøvl!)...

Samme partier vil samtidig gerne bygge et nyt rådhus til 300 mio. kroner. De to ting hænger vist ikke rigtigt sammen. Uanset hvordan man vender og drejer det, vil et nyt rådhus kræve, at der på et tidspunkt tages en meget stor pose penge op af kommunekassen,' noterer Dyrby.

'Underlige Venstre'

'Venstre sagde jo ikke noget på ØK-mødet. Og så finder de det vigtigt, at vi to store partier skal være sammen - underligt.

Det syntes de åbenbart ikke med budgettet!'