Klik og se annoncen

Af Henny Ferrold

Halseby: - Jeg er her bare for at hjælpe. Ordene bliver ledsaget af et venligt smil og dæmpet musik, da Karen Knudsen viser indenfor i sin nyindrettede klinik, KK Healing og Terapi, i Halseby ved Korsør.

- Jeg har været behandler i snart 20 år i Jylland, fortæller Karen, som er født og opvokset i Århus.

- Jeg havde en klinik i Horsens, hvor vi var fire behandlere. Men da covid-19 kom, lukkede det ned fra den ene dag til den anden, fortæller Karen, som benyttede lejligheden til at gøre alvor af planerne om at flytte til Sjælland, hvor de to voksne sønner og deres familier bor.

- Dem vil jeg gerne være tættere på, men ikke bo i deres baghave. Jeg har ledt længe efter et sted at bo og arbejde. Det har jeg fundet nu, smiler Karen, som flyttede ind i april og nyder at være tæt på både vandet og naturen omkring Korsør. Klinikken er indrettet i tilknytning til Karens private lejlighed, og det er hun rigtig godt tilfreds med.

- Jeg er en voksen pige, 62 år, der over mange år har uddannet mig og arbejdet med den alternative verden. Jeg har en vifte af behandlingsmetoder, jeg kan tilbyde mine kunder, fortæller Karen, som tidligere har haft ledende stillinger i forretningsverdenen, men gik ned med stress. Siden har hun rettet blikket mod den alternative verden.

Født med evner

- Jeg er født med mine evner. De har altid været der. Jeg har altid været clairvoyant, og altid snakket med afdøde. De første erindringer jeg har, er fra jeg var tre-fire år. Det har altid været i mig, og jeg har altid brugt det ubevidst. Var der nogen, der havde det dårligt i skolen, så var jeg der og healede dem. Det har været i mit liv hele tiden, men en skilsmisse gjorde at jeg blev meget bevidst om, at jeg havde de her evner. Jeg begyndte for alvor at bruge dem, og begyndte at uddanne mig. Jeg startede med uddannelsen til psykoterapeut. Og selv om jeg starten absolut ikke skulle være clairvoyant, har jeg også taget den uddannelse og fået papir på, at jeg er clairvoyant. Nu skal jeg ikke ha' flere uddannelser. Nu skal jeg bruge det jeg kan, og måske sætte det sammen til en superbehandling for dem som kommer her. Det er jeg allerede begyndt på.

- Folk får ofte lidt mere end de har bestilt. Når jeg har en kunde her, har vedkommende som regel en idé om, hvorfor de kommer her. Men jeg giver dem også det som jeg kan mærke, de har behov for. Har de for eksempel dårligt blodomløb i benene, masserer jeg deres ben. Det kan de fleste faktisk godt li'.

- Det er mine hænder, der arbejder. De arbejder også lige nu, og de er altid varme.

Psykoterapi, heling, clairvoyance

I klinikken tilbyder Karen som nævnt en bred vifte af behandlingsmetoder: psykoterapeut-samtaler, Access Bars healing - som Karen i øvrigt også underviser i, kunst- og tegneterapi, clairvoyante tegninger, intuitiv healing, healingsmassage, Gua Sha bindevævsmassage, rygmassage, også for gravide, som Karen har en særlig madras til, D-Tox spafodbad og udrensning, infrarød sauna kombineret med massage, aromaolie massage, fod- og håndmassage, clairvoyance, afdødekontakt og husrensning. Det sidste har Karen, med hjælp fra gode kolleger, også praktiseret i huset på Tjærebyvej 2, som er et tidligere plejehjem.

- Det var en ordentlig omgang! Der var mange sjæle her, som vi har sendt op i lyset. Nu er her stille og roligt, også i kælderen. Det har virkelig, virkelig hjulpet, fastslår Karen.

På sigt har karen også planer om arrangementer i haven ved klinikken.

- Jeg vil gerne invitere nogle af de magne dejlige mennesker jeg kender: shamaner, tarotkortlæsere m.fl. til at være her.

- Sidst, men ikke mindst, arrangerer jeg helsemesser rundt om i Danmark. Bl.a. i Vordingborg.

Derudover har jeg salg af sten og krystaller, fortæller Karen, som også sælger ingefærjuice fra Rochester.

- Og en gang om måneden kører jeg til Horsens, for at passe gamle kunder.

Åbningstiderne i KK Healing og Terapi ligger ikke fast.

- Jeg er her, når der er brug for mig, fastslår Karen, som arbejder i både halve og hele timer.

Tidsbestilling på tlf. 26703976, Klinikkens adresse er Tjærebyvej 2C, Halseby, 4220 Korsør.

Se evt. mere på www.kkhealing.net og www.Energienicentrum.dk