Klik og se annoncen

Af John Hansen

Hvor mange pædagoger går der mon på en panda?

Det var vel - med et smil på læben - den mere muntre, aktuelle tilgang til lørdagens landsdækkende forældredemonstration for at få flere uddannede voksne i vore daginstitutioner.

Også Sorø, Kalundborg og naturligvis Slagelse var nemlig med, da der blev demonstreret. Og vi var selvfølgelig også med på Nytorv.

Omkring en alvorlig sag. Og pandaer betales altså ikke af den samme kasse som pædagoger...

Live i centrum

Klokken var 13 på Nytorv, og solen skinnede fornemt og velkomment, da 'en a-politisk forældre-demonstration' - som det blev understreget - tog sin begyndelse.

Vi talte 4-500 mennesker i alle aldre - heraf godt 140 børn, der blev taget med i sang, ansigtsmaling m.v. - var mødt frem. Musikken blev leveret af René Bohl og Torsten Ross.

På et fint banner stod eksempelvis: 'Roser er røde, violer er blå. Børnene er mange, pædagogerne få.' Der stod også 'Vores børn er fremtiden.'

Mange lokale politikere var mødt frem på torvet, flest socialdemokrater.

Vi så folkevalgte fra både S, SF, EL og Venstre på Nytorv denne lune lørdag.

Forældre stod bag

Der var blot to talere - to 'almindelige' forældre.

De leverede 'stor ros til de mennesker (pædagoger og andre), 'der passer vores børn. De gør det fantastisk - selv får jeg ondt i hovedet efter fem minutter,' lød det blandt andet.

'Og de har også læreplaner og dokumentation o.s.v.'

Talerne understregede, at det her var 'et a-politisk forældreinitiativ, der var taget. Og fantastisk at Slagelse bakker så flot op.'

Troldebo i Korsør

Første taler var Sejla Kristiansen, bestyrelsesformand for Naturbørnehuset Troldebo i Korsør.

Hun har selv to børn og er på barsel netop nu.

Den anden taler på dagen var Line Mikkelsen.

Nej til politikertaler

Der var politikere, der lige op til kl. 13 spurgte arrangørerne om at få taletid - men de fik klart nej.

Der skulle ikke holdes valgtaler med så bred, stor opbakning.

Derimod kunne folk jo tale med de tilstedeværende politikere.

Og det gjorde vi primært med Børne og Ungeformanden Helle Blak, SF - som jo selv understregede, at hun er pædagog. Og hendes søn er pædagogstuderende...

Helle Blak stiller krav

Helle Blak er bestemt ikke stolt af hverken Slagelses eller Danmarks normeringer som helhed.

Og hun sender primært kravene ind til Christiansborg - også til en Mette Frederiksen, hvis man i SF skal støtte hende som ny statsminister. Endda 'Børnenes statsminister.'

Blak erkender dog også, på vort spørgsmål, at Slagelse Kommune såmænd har penge nok til prioritere pædagoger og normeringer bedre. Her og nu!

Og selvom Helle Blak har positive bemærkninger klar - også om f.eks. Dansk Folkepartis Søren Lund Hansen - så tror hun, at kun EL og Radikale nok vil bakke lokalt op om SF-politikken på området.

Og Blak, bistået af faglige folk, anslår at det vil koste op imod 75 millioner at opnå minimumsnormeringer i kommunen. Men mindre kunne vel også hjælpe...

De vigtige prioriteringer

Flere vinkler har der - beskrevet her på VDonline og i Søndagsavisen - været på både emnet og disse landsdækkende demonstrationer, der må have ramt både det blå flertal i Folketinget og jo også det altid røde flertal i ikke mindst Københavns Kommune.

Her og mange steder i Danmark opholder børn sig også mange, mange timer i institutioner - i forhold til andre lande. Børn afleveres ofte kl. 07 eller 08 og hentes ikke før efter 16...

Hvad er det vigtigste?

Forud for demoen lørdag har diverse argumenter og 'slagord' røget frem og tilbage.

Men netop vores kære børn er vel det vigtigste af alt?

Eller er det vore ældre? Eller syge? Eller nedslidte?

Eller klimaet, terrorsikkerheden, bandebekæmpelsen, arbejdsmiljøet etc.

Noa: Godt timet

Noa Redington, anerkendt politisk kommentator og tidl. spindoktor for Helle Thorning og hendes S-ledede regering, kaldte det allerede inden demoen for 'en godt timet demonstration - her kort før valget.'

Noa fremhævede, at politikerne lægger mærke til budskabet og hvor stor opbakning, der bliver. Der kommer måske 100.000 over hele landet...

En sådan event og et sådant opråb giver ofte pote, ikke mindst på lidt længere sigt, sagde Noa på TV 2 News og tænkte her bl.a. på den lærerkonflikt som Thorning-regeringen fremtvang i 2013. Dengang talte lærerformand om 'et direkte regeringsovergreb.'

Hos KL siger man, at Danmark generelt har gode normeringer, aftalt med politikerne. 'KL vil dog næste gang ønske mere til at hjælpe ved sygdom og særlige tidspunkter i institutionerne. Men tilfredsundersøgelser blandt forældre fortæller om ca. 90 procents ganske tilfredse'.

Ny forståelse?

'Og socialminister Mai Mercado (Kons., red.) har jo allerede bakket op...hun forstår godt forældrenes bekymringer,' pointerede Noa Redington. Mercado: 'Den oplevede virkelighed hos forældre kan være en anden end den statistikkerne fortæller.'

Christina Moos, forælder i Sønderborg, håbede i News på gode slogans og budskaber.

Græder, det gør ondt...

Københavnske Marie Blønd følte, det var virkelig nødvendigt at gøre noget aktivt - hun har nemlig grædt hver dag i seks uger over at aflevere sin 1-årige guldklump Isabella i en vuggestue midt i København.

Og i Slagelse fortalte en Sejla Kristiansen - mor til bl.a. seks måneder gamle Valdemar - forleden til Sjællandske, at 'det gør virkelig ondt...og at der i Slagelse Kommune er travlt i både vuggestuer og børnehaver.'

Endnu en artikel om emnet følger... Mere også om det hele problematiske børneliv, der jo ikke kun handler om normeringer, men også om forældreprioriteringer, andre svigt, overgreb, mobning, digitalt armod, fattigdom etc.