Klik og se annoncen

Af John Hansen

Husk nu lige også midt i en større status over sandheden: Uden Villum intet universitet i Slagelse. Uden Villum intet sportscollege

I en måneds tid har han været den mest ombejlede, mest udskældte og efterspurgte i hele Slagelse.

Journalister og tv-hold har flokkedes omkring ham, ikke mindst på valgdagen og i dagene efter - og selv skyede han ikke et kamera eller en mikrofon.

En mørk torsdag aften inviterede han endda hele Danmark hjem i sin stue.

De lokale bi- og markveje ved Bøstrup var bare overfyldte af medievogne...

Blå haj midt i Rødehavet?

Jo, MF og byrådsmedlem Villum Christensen - en politisk frontfighter - var virkelig her kommet i søgelyset.

'Den blå midt i Det Røde Hav - det går da vist aldrig godt,' som bl.a. radikale Troels Brandt beskrev den helt nye aparte situation omkring Villum.

SF's Helle Blak kaldte da også S-LA- og kammeratskabsaftalen for ganske mærkværdig.

Hva' lige med Broløbet?

Villum gik, med broder Troels, linen ud.

Stædigt men også totalt overbevist. 'Jeg kan skam godt se mig i spejlet om morgenen. Og det er ganske afgørende for mig.'

Og alle i Slagelse & Omegn må her, midt i Villum-shitstormen på ikke mindst facebook, også huske, at netop Villum Christensen har - mere end de fleste arbejdet til gavn for Slagelse på rigtigt mange områder.

Og han har fået meget ført igennem - dog har han endnu ikke fået Broløbet hentet hjem og ud af LA-ministerens hånd.

Villum hentede SDU

Kort før valget bragte vi en medie-optælling (Infomedia), der fortalte, at Villum sammen med Stén Knuth lå helt i top (6.266 eksponeringer, omtaler og citater indenfor den seneste valgperiode), når det gjaldt om at give Slagelse omtale.

Her ligger Dyrby og andre langt bagefter de to. Og det var altså før dette KV-valg, hvor alt jo så eksploderede.

Universitetsbyen Slagelse

Vi må fastslå, at uden Villum ville vi næppe have været universitetsby.

Det var helt og holdent hans vision allerede som rektor på Handelshøjskolecentret. Sammen med formand Günther Schmidt. Og det var Villums (og MF-Troels') utrættelige kamp mod systemet og mod daværende minister Bertel Haarder, der sikrede, at vi fik Syddansk Universitet til Slagelse.

Store fortjenester

Det er også Villum, Troels og LA's store fortjeneste - sammen med bl.a. Venstrefolk - at Slagelse fik et sportscollege. Og dermed også fik ændret den gamle grå DDR-facade ved stadion ud imod Parkvej. Han var med i at skabe FCV - der dog desværre gik ned.

Villum har også som formand for EPM-udvalget i kommunen (erhverv, plan, miljø) haft fortjeneste af, at Slagelse her har fået vendt bøtten og gået frem i f.eks. erhvervstilfredshed.

Han og LA er i Folketingen gået i brechen for, at vi på Storebæltsbroen nu endelig får op til en 25 pct. takstnedsættelse (LA så helst en gratis brobenyttelse). Tidligere også at vi fik Omfartsvejen halet i land.

Samtidig har har taget sin del af kampene for Flådestation Korsør og Antvorskov Kaserne.

Ikke mindst sammen med Dyrby (der også var forsvarsordfører), kan Villum Christensen fortælle Søndagsavisen, hvordan de for Korsør (versus Frederikshavn) tidligere måtte kæmpe mod konservative Lene Espersen og Venstres Troels Lund Poulsen for ikke at ryge til Frederikshavn. 'Og nu har vi så siden fået lidt hjælp af Putin,' noterer VC med et skævt smil.

Villums egentlige fjender

Og så må vi jo også sige, at Villum er blevet kendt for også at have sine særstandpunkter på klima og miljøfronten - og her nogle gange været mere stærk i troen end Trump og Lomborg tilsammen.

Det har skaffet ham både undren og beundring. Men altså også mange politiske 'fjender'.

Mange af hans fjender, de sidder i dag i form af Socialdemokrater, og ikke mindst SF og Enhedslisten i Slagelse byråd.

For os der har fulgt byrådets daglige arbejde i årevis, der har Villum da altid været en hovedfjende for den røde blok. Det har altså ikke været Venstre og DF.

Mens LA og Villum selv anklager Knuth, Vincents & Co. for 'at føre socialdemokratisk politik'.

'De sande liberale'

LA er de eneste - ifølge dem selv - der fører rigtig borgerlig politik. Bl.a. ved at nægte en mindre skattestigning i denne svære økonomiske periode.

Og LA er da også dem, der netop nu står udenfor et budgetforlig 2018 - hvor S, DF og Venstre er sammen.

Hvilket perspektiv mon der så ligger her?

For den liberale fisk midt i Det Røde Hav...