Klik og se annoncen

Af John Hansen

Det er kanonhårde tider for butikker, forretninger og erhvervslivet generelt.

Og overalt i Slagelse Kommune ser vi, hvordan der kæmpes for at holde hjulene igang - og holde forretninger og job i live.

Vi har i et par artikler i Uge Nyt og på VDonline netop fortalt om, hvordan ikke mindst det nye, gamle Posthus - epicenter for udvikling og innovation - her i 2020 prøver at samle alle gode kræfter.

Bør holde gang i aktivitet

Nu fortælles det yderligere, at kommunen vil forsøge at fremskynde flest mulige projekter.

Det er nemlig ganske afgørende, at der på forskellig vis holdes gang i erhvervslivet også her under coronakrisen. En helt ekstraordinær krise... som jo kommer oven i de store udfordringer, man i forvejen slås med.

Slagelse Kommune og Slagelse Erhvervscenter har derfor udfærdiget et arbejdskatalog med initiativer, hvoraf flere skulle være klar til at blive sat igang nu.

Et par punkter...

Eftersyn, store og små renoveringer, indkøb af materialer.

Det er bare et par af punkterne fra et fælles arbejdskatalog, som kommunen i tæt samarbejde med Slagelse Erhvervscenter på Posthuset, erhvervsrådet og de tre erhvervsforeninger lige nu arbejder på at få fremskyndet og sat i proces for at holde gang i det lokale erhvervsliv - udtrykkes det.

Dyrby: - Alt hvad vi kan...

- Alle områder i kommunen er sat i gang med at undersøge, hvilke opgaver vi kan effektuere på nu, for at fastholde vores lokale erhvervsliv og dermed arbejdspladser.

- Senest har vi fået fuld opbakning fra økonomiudvalget til at gøre alt, hvad der er muligt, for netop at sætte i forvejen planlagte projekter i gang, påpeger borgmester John Dyrby Paulsen, Soc.

Noget ligger og venter

Der ligger allerede en del renoveringsopgaver og venter, bl.a. på skoler, daginstitutioner og andre offentlige bygninger i kommunen.

Det er denne type projekter, man fra kommunal side lige nu arbejder på at få fremrykket.

Per B.: - Skub i tingene

- Generelt set opfordrer vi alle til at sætte gang i alt, hvad der kan sættes gang i af investeringer, renoveringer, forbedringer m.m. Mange har allerede projekter undervejs og jo mere vi kan fremskynde og hjælpe hinanden nu, des bedre kommer vi godt igennem krisen her, siger Per B. Madsen, erhvervschef i Slagelse Erhvervscenter.

Og Per B. Madsen fortsætter: - Vi skal sikre os, at der er skub i tingene.

- Selv om en del af det danske samfund er lukket ned, så er der stadig mange, der hver dag passer deres arbejde og virksomhed. Dem er vi forpligtet til at støtte op om bedst muligt.

Tilmeld dig ubudsportalen og leverandørlisten

Slagelse Kommune har en klar politisk holdning til, at der skal handles mest muligt lokalt indenfor udbudsreglerne.

Det være sig bygge- og anlægsopgaver, driftsopgaver, køb af alle former for varer og tjenesteydelser m.m.

Kommunen opfordrer derfor til, at man som virksomhed - hvis man ikke allerede er det - registrerer sig i kommunens udbudsportal og tilmelder sig kommunens liste over leverandører af produkter/services.

Begge dele kan ske ved henvendelse til Slagelse Kommune eller via www.slagelse.dk.

Kommunen opfordrer samtidig på det kraftigste, at alle, der har leveret en vare eller en service til Slagelse Kommune, som endnu ikke er blevet faktureret, får sendt regningen, der vil blive betalt hurtigst muligt fra kommunens side.

Kommunen lydhør...

I såvel Slagelse Kommune som på erhvervscentret understreger man vigtigheden i at holde en tæt dialog med det lokale erhvervsliv - og opfordrer til, at man byder sig til.

- Vi er meget åbne for idéer og tiltag, som kan bidrage til, at vi holder gang i vores lokalsamfund.

- Vi har mange dygtige virksomheder og ledere, og jo flere der bidrager med konstruktive initiativer, des bedre er det for os alle på både kort og lang sigt, siger John Dyrby Paulsen.

Svært, vanskeligt

Han erkender, at situationen er vanskelig og at mange lokale erhvervsdrivende har det - og vil få det - svært i den kommende tid.

Dyrby: - Men fra kommunens side vil vi gøre alt, hvad der er os muligt for at afbøde krisens følger mest muligt.

Opposition vil handling...

Også fra Venstre og oppositionens side i Slagelse udtrykker man vigtigheden af opbakning til de mange, ikke mindst små og mellemstore erhvervsdrivende. 'Tak til alle, der holder Slagelse oven vande,' påpeger man overfor VDonline.

Borgmesterkandidat Knud Vincents og tidl. borgmester Stén Knuth, begge V, peger igen på at få sat så megen aktivitet igang som muligt - til jobskabelse og udvikling af byer og kommune.

Såvel Slagelse Kommune som Slagelse Erhvervscenter og Jobcenter Slagelses Virksomhedsservice er som altid åbne for spørgsmål og øvrige henvendelser pr. telefon og mail, såfremt erhvervsdrivende har brug for hjælp.