Klik og se annoncen

I Trelleborgs vikingelandsby kan man i efterårsferien hver dag selv prøve de mange aktiviteter, bl.a. runeristning, tinstøbning, fladbrødsbagning og den populære krigertræning, hvor man kan kæmpe som vikingekriger. De besøgende kan også prøve de mange sjove vikingelege, hvor man bliver udfordret på hurtighed, smidighed, snilde og styrke.

Vikingegruppen Arns Ætlinge laver smagsprøver til alle besøgende de første dage i efterårsferien, og tirsdag er der Fortælleteater for de mindste, hvor man kan høre sjove og drabelige historier fra Harald Blåtands tid. Tirsdag og torsdag kan man se, hvordan vikingesmedene Niels og Sven smeder prickers til at spidde kød med - og selv prøve at smede sammen med dem. Der er gratis rundvisning, med besøg på Harald Blåtands vikingeborg, og man kan høre om livet på borgen for 1000 år siden.

Fredag d. 19. oktober 11.00-15.00 kan man møde kok, kogebogsforfatter og foredragsholder Adam Engel, der laver vikingeinspireret mad over bål. Adam har tidligere været restaurantchef på Helenekilde Badehotel samt bestyrer på Tisvildeleje Strandhotel. Han kendes også som kok på Go' Morgen Danmark. Adams madlavning tager udgangspunkt i årstiden og den vilde natur.

- Vi begynder kl. 11. med at gå en tur sammen med Adam i området og sanke efterårets urter og bær til madlavningen. Indtil kl. 15. vil han være at finde i vikingelandsbyen, hvor han dagen igennem laver lækker vikingemad med afsæt i vikingernes råvarer og med et moderne tvist. Alle er velkomne til at gå med, og der vil være smagsprøver.

I weekenden fra fredag den 19. oktober flytter vikingekrigerne fra kampgruppen AustR DaniR ind i det gamle langhus. De træner og kæmper hele weekenden i den mere hårdtslående og rå kampteknik Eastern Style, som man kan opleve helt tæt på. Det vil være med tung og fuld udrustning og - krigerne kæmper med fuld kontakt, hvor det er tilladt at angribe hele kroppen med vikingernes våben. Man kan også høre krigerne selv fortælle om deres kampteknikker og våben.

Fakta:

Museet har åbent fra 10.00-16.00.

Publikumsaktiviteterne hos vikingerne foregår ml. 11.00 og 15.00.

Gratis adgang

Mønter til aktiviteterne kan købes i receptionen