Klik og se annoncen

I tresserne valfartede danske erhvervsfolk til USA for at studere det amerikanske erhvervsliv i alle kanter, og en af disse var butikscentret. De så her konceptet på et sådant og bemærkede, at 'indmaden' var et nøje sammensat butikssortiment, der gav kunderne en lang række valgmuligheder. De kunne også konstatere, at der blev solgt godt. Det kunne ses af de topfyldte indkøbsvogne. Og hvad så? Blandt disse 'pionerer' var bl. a. landsretssagfører Henrik Hoffmeyer, der ligesom sin broder, nationalbankdirektøren, havde næse for, hvor en investering ville lønne sig bedst, når blot den blev 'nurset' med omhu og lidt vovemod i små portioner.

Han fik kik på noget

En dag da han tilfældigvis var i Slagelse, kom han forbi hullet efter tømmerhandlen på Jernbanegade, og så huskede han, hvad han havde set i USA. Her kunne ligge et butikscenter. Kombinationen af byggegrund og central placering var jo næsten ligesom at få en julegave. Det var noget han som rådgiver for Privatbanken godt kunne advokere for, som noget der indeholdt gode muligheder for en meget rentabel investering. For at gøre det kort medførte én lang række møder beslutninger om at jævne hullet og begynde bygningen af landets tredje butikscenter. Bag dette initiativ stod foruden Privatbanken også Nye Danske Lloyd, der senere blev opslugt af Baltica og senere igen af norske investorer. Bysnakken fik luft under vingerne Med spadestikkene kom der gang i bysnakken. Man og mand imellem var der delte meninger, men i erhvervskredse rystede man på hovedet, fordi der allerede var et godt forretningssortiment i byen, et sortiment der fuldt ud dækkede forbrugernes behov. Og som følge af det, var der mange, der ikke troede på, det ville gå godt. Og hvad skulle bygningerne så bruges til? Et af forslagene var en skøjtehal. Det var nu ikke det allerbedste, for taget blev holdt oppe af nogle meget generende søjler. Og sådan gik snakken, den var livlig, hvilket i virkeligheden er et alt for lille udtryk.

Det var ikke fest alt sammen

Ved en åbningsfest glemmer man ved skåltalerne, at centret ikke var fuldt udlejet. Der var syv ledige lejemål, og der gik fem år før der var fuldt hus. Der var dette lille hul i prognoserne, og en stor del af slagelseanerne holdt sig til de allerede eksisterende og velkendte forretninger. I small talk kunne man høre damerne sige: 'Næh, i bevares! Jeg har da ikke tænkt mig, at gå derned og handle.' Slagelseanerne hang ved det velkendte for indkøbsvaner er ikke noget, der ændrer sig fra dag til dag.

Oplandet var guld værd

Slagelse har som kælenavn Vestsjællands Hovedstad, og det så man tydeligt, hvis man analyserede, hvem der kom i centret. Hver stødte man på oplandskunderne, for hvem det var en oplevelse at komme på indkøb i centret. Det var det, der fik prognoserne til at se lovende ud, og som i det lange løb fik dem til at være tæt på sandheden.

Problemer er til for at blive løst

I begyndelsen havde centret to indgange - den ene fra Jernbanegade den anden fra Østerbrosiden. Der var ikke passage fra bymidten over Casinotorvet, og der gik faktisk lang tid, før man fjernede de klausuler, der forhindrede dette. Det skete at folk klatrede over for at komme ind i centret fra Casinotorvet, og der var også adgang til centertorvet herfra. Problemet endte i byrådet, der løste den gordiske knude. Det blev til gavn for forbrugerne, og man kan da også godt sige, at det blev til glæde for både by og center og ikke mindst for forbrugerne, der dermed fik endnu flere valgmuligheder indenfor et ret begrænset område.

Center og bymidte

De to kombattanter var ikke altid enige om butikstider og f. eks. udsalgsstart, selv om dette forekom en gang og gjorde byens til Vestsjællands udsalgsby. Det blev ved den enlige svale, idet bymidten ikke ønskede at fortsætte med den begrundelse, at centret var løbet med bolden. Uenigheden med gensyn til åbningstider var kommet for at blive, for her stod gamle vaner overfor centrets opfattelse om at den såkaldte lukkelov skulle udnyttes til yderste blodsdråbe, for hvad skulle man ellers med den? Det var indlysende, at der skulle komme noget, der kunne ligne en konflikt mellem de to opfattelser. Det blev der holdt et møde om mellem parterne, men det rokkede ikke meget ved den fastlåste situation. På den lange bane blev det centret der løb med førstepladsen. Det mente man da. Imidlertid var dette flere gange ret tydeligt og specielt ved højtiderne - jul, påske og pinse. De dage havde familierne tid til at gå på indkøb, og hvor oplandets folk gav sig tid til at komme til byen, og oplandet var stort. Uden at vide det helt præcist, men ser man på situationen i dag, så ser det ud til, at center og by kommer godt ud af det med hinanden og stridsøkserne er begravet. Dagen og vejen går sin gang, og der er noget for alle parter.

Fodnote

LÆS OGSÅ: VSCS 50 år: Knud Eriks maleri fortæller historien