Klik og se annoncen

Der er masser af oplevelser i vente under vandet ved Næsby Strand. Det er man ikke i tvivl om, når havbiolog Søren Larsen fortæller om området.

- Storebælt er ret unikt, med mange marsvin, sæler og fisk, fastslår Søren Larsen.

- Når du er ny snorkeldykker, svømmer du ofte hen over dyrene uden at opdage dem. Men snorkelstiens tavler viser, hvad du skal kigge efter.

- Og så oplever du en helt ny verden: F. eks. tangål, som står lodret i vandet og ligner et stykke tang, fladfisk som ligner sand - og kutling, som ligner en sten på bunden. Alle dyrene er camouflerede her, fordi der er så mange marsvin og sæler: Hvis ikke du er camoufleret - bliver du spist!

- Det viser vi på undervandsstien, hvor man får nogle gode og sjove historier undervejs, fortæller Søren Larsen.

De udlagte tavler virker samtidig som en magnet på dyrelivet, der finder skjulesteder omkring stenene.

Stien byder også på 'rugekasser' til fisk, pæle støbt i beton iblandet sten, som tang kan gro på.

- Dem vil fiskene bruge som 'rugekasser', ligesom de gør på andre stenrev. F.eks. havkarusser og tangsnarre, som lever på det lave vand, fortæller Søren Larsen, som ud over havbiolog også er undervandsfotograf - og bl.a. også kendt fra TV2's 'Under Overfladen', hvor man dykker med et undervandskamera.

Det meste af undervandsstien kom på plads i løbet af torsdag formiddag, hvor man satte tavlerne ned og spulede pæle på plads. De to sidste pæle nåede dog ikke at komme på plads, før generatoren gav op og satte en stopper for yderligere forsøg.

- Det vi mangler er et par pæle eller bøjer ude for enden af stien, for at advare småbåde, så de ikke nærmer sig snorkelstien, som en ekstra sikkerhed for folk der svømmer på stien, oplyser Søren Larsen.

Alt forventes dog at være fuldstændig på plads til indvielsen af undervandsstien, som ligger 150 meter ude i vandet, og kan bruges af både snorkel- og flaskedykkere.
På 1.20 til 1.60 meters dybde kan man følge pilene fra post til post eller bruge koordinater og undervandskompas - eller man kan blive i overfladen og se, hvor den næste post er. Der er i alt syv poster med en historie om hver sit lille dyr eller naturoplevelse - incl. små overraskelser undervejs

- Men dem vil vi ikke afsløre, griner Johnnni Skov, næstformand i Slagelse Sportsdykkerklub, som også vil være til stede, når snorkelstien officielt indvies.

Indvielse 3. august

Det sker lørdag d. 3. august kl. 12, som et led i årets strandfestival, idet undervandsstien er Strandfestivalens gave til området.

Der er lagt op til en festlig indvielse, hvor alle er velkomne.

Jens Müller, direktør for VisitVestsjælland, forventes at kaste sig i bølgerne som en af de første. Der vil også være mulighed for at få en snak med medlemmer af Slagelse Sportsdykkerklub, som vil være til stede i et par timer. Bl.a. også med mulighed for at låne snorkler - til brug på eget ansvar. Minimumsalderen er 12 år.

- Det vigtigste for os er at få de unge mennesker til at interessere sig for vandet og dyrelivet - og vigtigst af alt: at passe på vandet. Vi efterlader os ikke andet end bobler og fodspor, lover Johnni Skov.

Slagelse Sportsdykkerklub har p.t. ca. 60 medlemmer, og rummer også en særlig snorkelafdeling, oplyser Uffe Larsen, formand for Slagelse Sportsdykkerklub.