Klik og se annoncen

Af John Hansen

SB&I Slagelse er på vej ind i en forårssæson, hvor det gælder overlevelse i fodboldspillernes 2. division.

Et noget deprimerende efterår 2019 sænkede Ulrik Ballings mandskab - uden de sædvanlige mange målscoringer fra Thrane & Co. - ned på lidt af en bundplads i divisionen.

Et lille lyspunkt oplevedes dog med en sidste-kamp sejr over ligeledes hårdt ramte Hillerød. Et Hillerød der i øvrigt skulle have forstærket sig væsentligt her op til foråret 2020.

Bedre støtte til Thrane?

Også SBI-holdet skulle dog gerne løbe forstærket ud til den nye sæson, hvor der efter 8. marts i Holbæk gerne skulle skrabes en hel del points sammen.

I hvert fald offensivt har SBI netop gjort sig stærkere, så ikke mindst Christoffer Thrane kan blive støttet noget bedre.

Ikke blot er unge talenter som Martin Ahlgren og Mikkel Pedersen igen i fuld vigør, men et særligt nyt trekløver ser også ud til at kunne levere positive ting.

Spændende trekløver

Det er de tre, læserne ser her på vores foto.

Dels er Cagri Erdem - erfaren SBI-midtbanemand også fra FCV-tiden og med et godt højrebensskud - vendt tilbage til førsteholdet.

Og så har man fået en farlig, mørk angriber i Isaac Kannah samt en teknisk velfunderet midtbanespiller i Martin Jensen (tidligere HB Køge).

Det er alle folk, der kan levere og udrette noget sammen med nogle af de i forvejen kendte unge, ambitiøse spillere.
Også skudfarlige Patrick Andersen er tilbage i SBI-folden igen...efter en prøvetur til Holbæk.

Flere unge målscorere

Det så man da også i denne weekends træningstest hos Køge Nord FC - her tog Balling og Co. nemlig den tredie test-sejr på stribe efter igen at have vist mange fine takter.

Martin Ahlgren - tidligere valgt som Årets Talent i SBI - sørgede selv for at score et hattrick allerede i 1. halvleg. Kanon!

Og i 2. halvleg nettede andre lovende, unge SBI-folk som Peter Stenbæk og Rasmus Grosen til både 4-1 og slutresultatet 5-2 - hvilket naturligt nok giver grobund for ny arbejdsglæde og optimisme i den rød-blå klub.

Nu rummer man masser af offensive spillere - ja, her bliver kamp om pladserne - mens man til gengæld har nogle problemer i defensiven (midterforsvaret) med Blochs afgang og Rasmus Grønnes fortsatte eftervirkninger af en hjernerystelse.

På lørdag venter en ny træningsmatch på SBI-holdet, hjemme mod Skovshoved.