Klik og se annoncen

Af John Hansen

Slagelse Tennis Klub er her i 2018 klar til at modtage mange nye spillere.

Såvel unge som ældre - og dem midt imellem.

Det gjorde STK-formand Axel Toft og hans stab gældende, da man lørdag åbnede en ny sommersæson og udendørssæson.

Dannebrog til tops...

Det skete med den traditionelle morgenmad og standerhejsning på anlægget ved sygehuset og stadion.

Her var det bl.a. Paul Nielsen fra STK-bestyrelsen, der, i Tofts feriefravær, tog over og førte ordet, idet han glædede sig over fremmødet og så frem mod en rigtig vigtig og spændende sæson.

Mange fik da også en god solrig tennisdag ud af det, selvom de bløde, røde baner desværre ikke var færdige til brug på denne dag.

Teknisk Forvaltning i sving...

Ifølge formand Axel Toft havde man en aftale med teknisk forvaltning, om at de røde baner skulle gøres klar til åbningsdagen. Naturligvis kan man sige.

Men trods ihærdigt arbejde af flere kommunale folk i ugen op til, lykkedes det ikke at få dem spillebare.

Og det var der da en vis forståelse for hos garvede tennisfolk på dagen - selvom der var ærgrelse. Over for bløde baner.

Mange unge godt igang

Derfor måtte man gå indendøre med en åbningsturnering. I den jo i øvrigt vældigt fine hal.

Kun på en enkelt ikke-grusbane udendørs kunne der spilles noget godt tennis.

Og så var der primært stor aktivitet på minibanerne, hvor mange helt unge og også teenagere fik meget ud af dagen.

Det kan de jo så følge op på på Tennissens Dag den 5. maj, hvor der bliver rig lejlighed til, ganske gratis, at prøve sig af både i Slagelse bymidte og på selve STK-anlægget.

Skælskør Tennis Klub

Tennis for hele familien er der også i Skælskør den 5. maj.

Her er det Skælskør Tennis Klub, der står bag - med standerhejsning og det hele. Læs mere herom i Skælskør Avis og på VDonline.