Klik og se annoncen

Af John Hansen

Slagelse Tennisklub er, som vi tidligere har fortalt, inde i en god gænge og fremgang i denne tid.

Ikke mindst børn og unge synes atter mere interesserede i den ædle sport.

Og Slagelse Tennisklub arrangerer igen i år tenniscamp for børn i den sidste uge af skoleferien - og der er stadig mulighed for at komme med.

Dygtige unge trænere

Slagelse Tennisklubs tenniscamp har i flere år været en sjov og populær sommerferieaktivitet for byens og egnens børn.

Her står dygtige, unge trænere klar til at give børn en sjov uge, der udover en masse tennis også byder på mange andre hyggelige aktiviteter som vandkamp og forskellige lege.

Her får alle deltagere en aktiv optakt til skolestart med plads til grin og hygge i selskab med en masse andre friske børn.

Sidste år slog tenniscampen rekord med næsten 50 deltagere. Vi er godt på vej til at slå sidste års deltagerantal, men der stadig ledige pladser til campen i år.

Fra 5 til 15 år

Tenniscampen er for alle mellem 5 og 15 år.

Man kommer på et hold der passer til spilleniveau og alder, og det er ikke et krav, at man har spillet tennis før - alle kan være med!

Tenniscampen finder sted på Slagelse Tennisklubs baner på Frederikshøjvej. Her vil der hver dag være en blanding af sjove tennisøvelser og spændende konkurrencer med diplomer og præmier. En fast tradition er kåringen af dagens og ugens førerløve - en anerkendelse af en deltager, der gør noget ekstra for at tenniscampen bliver en god oplevelse for alle på holdet.

Tid og sted

Tenniscampen finder sted fra mandag den 5. august til torsdag den 8. august, alle dage i tidsrummet kl. 9 til 15.

Klubben har et par 'pakker' klar til de tilmeldte.

Begge pakker er inkl. saft og frugt hver dag. Alle får en flot T-shirt.

Yderligere information om arrangementet og tilmelding kan ske via Slagelse Tennisklubs hjemmeside www.slagelsetennis.dk eller via tennisklubbens facebookside, oplyser Henrik Thomsen, ungdomsudvalgsformand i STK, til Uge Nyt.