Klik og se annoncen

Af John Hansen

Der kan - midt i coronakrisen - være grund til at glæde sig over nogle ting.

Og endda grund til at sige tak til en masse borgere og 'samfundshjælpere'.

I gamle dage var en samfundshjælper faktisk en lille smart tingest, der åbnede øl og sodavand...

Nu har begrebet fået en helt anden betydning, kan man sige.

At holde Danmark oppe

'Tak til alle, der holder Danmark oven vande,' udtrykte to kendte politikere således i denne uge - med udgangspunkt her i Slagelse.

Det var Stén Knuth, folketingsmedlem for Venstre og valgt i Storkreds Sjælland, og Knud Vincents, ny borgmesterkandidat for Venstre i Slagelse Kommune.

De to formulerede sig således - midt i den krise, der stort set har ramt os allesammen:

Vi kan handle

'Danmark er et af verdens mest vellykkede samfund.

Derfor kan vi også handle stærkt og resolut, når vi i disse uger rammes af en alvorlig pandemi, som lægger andre lande ned.

Det gør vi i Folketinget og i kommunerne - og det gør danskerne.

Vi handler sammen. Tager ansvar sammen. Holder Danmark oven vande.

Hele Danmark, Sjælland og Slagelse.

Og tak for det!

Tak til dig og jer...

Tak til dig og alle jer, der i disse dage gør en særlig indsats i vores sundhedsvæsen, til de mange studerende, pensionerede eller deltidsansatte, der melder sig klar til at træde til, mens vores sundhedsvæsen skal håndtere de store opgaver, corona-krisen fører med sig.

Og tak til de mange i vores børnepasning, uddannelsessystem og ældrepleje og administrationer, der omstiller sig og tager en særlig tørn.

Tak til de mange virksomheder og privatansatte, der bliver ved med at holde gangs i forsyningskæderne, så danskerne også i denne krise kan hente mad i købmandsbutikken og supermarkeder.

Tak til Ellemann, Mette & Co.

Tak til Jakob Ellemann-Jensen og Mette Frederiksen, fordi de i spidsen for Venstre og Socialdemokratiet - og begge fløje i Folketinget - viser en evne til at stå sammen og handle på de udfordringer, corona-krisen lægger på os.

I udgør tilsammen et forbillede for os alle sammen, fordi I kan mødes og skabe de løsninger, krisen kalder på.

Sammen med det øvrige Folketing har Venstre og Socialdemokratiet i sidste uge allerede gennemført en stribe dramatiske (midlertidige) indgreb, som skal holde truslen fra corona-virussen nede.

Flere udfordringer

I denne uge (uge 12) skal vi også handle på en række tiltag, der sikrer, at Danmark og danske virksomheder og deres ansatte kan kompenseres for deres lønudgifter, så så mange som muligt kan bevare deres job under krisen.

Men vi er langt fra færdige med den opgave. Regeringens lønkompensation er ikke opfattende nok og hjælper ikke alle, der har brug for helt særlig bistand i den alvorlige situation, vi står i.

Der skal mere til.

Der er iværksættere og masser af små og mellemstore virksomheder med i tusindvis af medarbejdere, der ikke omfattes af regeringens hidtidige udspil. Der er helt særlige brancher, som allerede har været tvunget til at fyre medarbejdere. Dem skal Folketinget også have øje for.

Ansvar og fællesskab...

Danmarks styrke kommer ikke af sig selv. Den kommer af vores fællesskab, og anerkendelse af, at vi alle har et ansvar for hinanden og vores fælles institutioner. Både de nationale, de regionale og de helt nære i kommunerne.

Den kommer af, at vi har en fælles forståelse for, at vores erhvervsliv skal have gode vilkår, fordi det simpelthen er forudsætningen for vores velfærd.

Og det kommer af hele vores frivillige foreningsliv, hvor vi møder hinanden, hygger os sammen og hjælper hinanden. Hver eneste del af det danske samfundsmaskineri er helt afgørende for, at vi kan holde Danmark oven vande, selv om vi er ramt af en alvorlig krise,' udtrykker Vincents og Knuth.