Klik og se annoncen

Af John Hansen

Syddansk Universitet er efterhånden en vigtig, fast bestanddel af Slagelse og Vestsjælland.

Og her lørdag den 22. februar åbner SDU dørene, for at alle interesserede - ikke mindst for mulige nye studerende - kan få et indblik i mulighederne og rammerne klos op af stationen og det opskydende, kommende nye Absalon.

Vi kan fortælle, at det hverken er mængden af læsestof eller et højt fagligt niveau, der vækker størst bekymring hos unge, som overvejer at søge ind på universitetet.

Epinion udførte i 2019 en kendskabsanalyse for Syddansk Universitet, og et af delresultaterne viser, at unge, der er i gang med at vælge uddannelse, er meget optagede af, om de kan få arbejde bagefter.

Uendelige muligheder

'Bekymringerne om de fremtidige jobmuligheder gælder alle, men på SDU oplever vi, at de især er udbredte blandt unge, som er interesserede i uddannelser, der ikke uddanner til en bestemt profession.

Det er også her, det nogle gange kan være svært at forklare nytteværdien af uddannelsen,' lyder det fra SDU.

Line Keldorff Tvergaard, som er studievejleder på SDU, genkender udfordringen:

'Når familie eller venner spørger til ens fremtidsudsigter, er det lidt lettere at sige, at man læser til læge eller ingeniør end at forklare, hvad man bliver, når man tager en uddannelse, der ikke peger lige så entydigt på en profession.

Men ser vi på de titler, som tidligere studerende har i dag, kan vi se, at mulighederne er næsten uendelige. Der er for eksempel både humanister og jurister, der arbejder med HR hos Novo Nordisk, og ingeniører, der arbejder med spiludvikling. Arbejdsmarkedet rummer det hele.

Jeg råder både de unge og forældre til ikke at stirre sig blinde på, at den slagne vej ikke lige ses med det samme.

Kig i stedet på de stærke kompetencer vores bachelorer og kandidater kommer ud med end kun på de fag, de har læst,' påpeger Line.

Analyse og kritisk tænkning

Deres kernekompetencer er analyseevne og kritisk tænkning.

'Det er jo ikke kun læger, der kan stille en diagnose, og opfindere, der kan finde på nye løsninger.

Det, der kendetegner universitetsuddannede, er, at de gennem studierne har lært at identificere og sætte ord på komplekse problemstillinger - og at de også evner at komme med løsninger på dem.

Den faglige dybde inden for et specifikt stofområde har de naturligvis også. Det er blot vigtigt at huske, at deres kernekompetencer kan sættes i spil på mange måder,' siger Line Keldorff Tvergaard.

Kom tæt på SDU Slagelse

SDU Slagelse inviterer som nævnt her lørdag den 22. februar kl. 10-13 til Åbent Hus for at give uddannelsessøgende et godt grundlag for deres studievalg.

Her vil der være mulighed for at komme tæt på uddannelserne og spørge ind til kompetencer og karriereveje.

Deltagerne kan bl.a. møde undervisere og studerende fra SDUs bacheloruddannelser, som alle er klar til at fortælle om deres uddannelser og om studielivet på universitetet.

De kan høre oplæg om uddannelserne, få inspiration gennem mini-forelæsninger, høre om boliger og også møde studenterlivsforeninger.