Klik og se annoncen

Af John Hansen

Endnu en af de store, dygtige og særdeles konstante ledere i Slagelseområdet siger nu farvel til sin lederpost - og sit store virke.

Der er tale om Erik Juhl, lederen af Plejecentret Antvorskov i Slagelse. Og han kom med overraskelsen ved den store, årlige grisefest for nylig.

Ikke mindre end 260 beboere og pårørende havde nemlig meldt sig til Antvorskovs traditionsrige sommerfest den 4. juli.

Svingende optakt

De kunne alle glæde sig over den svingende optakt, som Slagelse Gardens unge musikanter veloplagt stod for. Med et dejligt repertoire og et godt taktfuldt samspil slog Danmarks 4. bedste Garde tonen an til en sommerfest, som bød på sommermad, samvær og en overraskelse også.

Da bifaldet til musikerne havde lagt sig, bød forstander Erik Juhl alle velkommen.

- Det er Rebilddag. Det er den amerikanske uafhængighedsdag. Det er den 4. juli og på denne dato, er det altid godt vejr, lagde Erik Juhl muntert ud og fortsatte.

Fuld opbakning

- Det er dejligt at se så mange bakke op om vores sommerfest - eller grisefest, som vi kalder den godt inspireret af menuen.

Alle vores medarbejdere har igen gjort en stor indsats for at skabe nogle gode rammer for arrangementet. Og Venneforeningen og alle de frivillige ildsjæle har arbejdet utrætteligt for at gøre dagen i dag til en fest. Sommerfesten er en tradition, som vi alle her på Plejecenter Antvorskov nyder og ser frem til. Og som er med til at skabe de gode relationer, vi har.

God tradition

Og sommerfesten er en god tradition. Det slog flere beboere og pårørende fast.

- Det var dejligt at høre de unge fra Slagelse Garden gøre deres entre. Jeg har selv sunget i kor og er glad for musik. Og så er jeg glad for festen her, som jeg ser frem til hvert år, sagde Dorte Hansen, der har boet på Plejecentret i flere år.

Hun blev bakket op af Walter Jensen, der havde besøg af datteren Hanne Jensen. Her var det hyggen, der var i højsædet.

- Jeg har boet på Plejecenter Antvorskov i 3 år, og jeg ser frem til sommerfesten. Det er hyggeligt. Sidste år var det Gardehusarerne der var på besøg, og i år Slagelse Garden. De gjord e det godt, fortalte Walter Jensen.

Overraskelse i ærmet

Også i år var der indlagt en overraskelse i programmet. I sin velkomsttale bebudede Erik Jul nemlig sin retræte fra posten som forstander for Plejecenter Antvorskov. En post har ellers har beklædt i hele 38 år.

- Jeg er vemodig, men fuldt afklaret med beslutningen om at forlade Plejecenter Antvorskov nu.

Jeg vil gerne have tid til andre gøremål, og det får jeg nu. Jeg har altid været glad for mit arbejde, og fundet gode udfordringer i det. Men nu slutter den epoke.

Plejecenter Antvorskovs bestyrelse skal nu finde en ny forstander, som kan videreføre de traditioner og relationer, som vi sammen har bygget op gennem årene, sagde Erik Juhl.

Gris på gaflen

Så var det ellers tid til at tage for sig at retterne. Grisen havde snurret på grillen og flere timer, og de delikate salater var kommet på bordet. Lige til at gå til. Der blev spist, snakket og hygget igennem ved de mange borde under den varme sommersol.

Meget passende for den sydlandske sommerstemning kunne det kulinariske traktement sluttes af med en god isdessert i form af Bornholmerfristelser.

En fin afslutning på en sol- og begivenhedsrig dag på Plejecenter Antvorskov.