Klik og se annoncen

Forberedelserne til en ny Strandfestival 2019 d. 2.-4. august er i fuld gang. Det oplyser Susanne Andersen, som sidste år var en af de store drivkræfter i den første strandfestival, som strakte sig fra Drøsseljerg til Tude å.

En af de nye ting, arrangørerne drømmer om,, er en snorkelsti for børn og unge på det lave vand langs med Næsby Strand.

Snorkel- eller undervandsstier findes i dag flere steder i Danmark, bl.a. i Øresund og Lillebælt, hvor poster med tekst og illustrationer fortæller om de spændende dyr og planter, man kan se i nærheden af de enkelte poster.

- Etableringen kræver en tilladelse fra Kystdirektoratet, og ansøgningen er sendt afsted, fortæller Isabella Vassing, event- og aktivitetskoordinator i VisitVestsjælland.

Det kan tage op til seks måneder at få tilladelsen i hus, men det får ikke initiativtagerne til at stoppe forberedelserne.

- Vi arbejder videre og håber på at alt går vores vej, konstaterer Isabella Vassing, som også fortæller at ideen om en snorkelsti tidligere har været i spil på en anden lokation i kommunen, men efter sidste års strandfestival faldt talen på udvikling af området ved Næsby Strand.

Bl.a. med en undervandssti på snorkelnivau, som kan bruges også i hverdagen, og forstærke området ved Næsby Strand - som iflg. Isabella Vassing allerede har gode faciliteter: toiletter, redningskrans - og købmand i nærheden m.m.

Faktisk er de første forberedelser til snorkelstien allerede iværksat. Således var lokale dykkere forleden ude på en iskold opgave for at måle op og afmærke nogle punkter, som kan guide snorkeldykkerne gennem oplevelserne under vandet. Både Slagelse Dykkerklub og Korsør Frømandsklub er involveret i projektet, og har i øvrigt også optaget en film fra forberedelserne, som kan ses i tilknytning til denne historie på www.VDonline.dk

Nyt strandløb på vej

I forbindelse med dette års strandfestival ønsker SK Forsyning også at fejre færdiggørelsen af deres hidtil største anlægsarbejde i området: kloakeringen af de lokale strandområder.

- Vi arrangerer i den forbindelse sammen med Slagelse Motionsklub igen et strandløb, hvor ruterne vil have titler som kloakruten, spildevandsruten m.m., fortæller Susanne Andersen.

Allerede nu har Styregruppen også haft møde med en del af restauratørerne fra strandområdet.

- Vi har i år mere tid og dermed mulighed for se på de ting vi skal gøre bedre, konstaterer Susanne Andersen.

Film fra opmåling til snorkelsti