Klik og se annoncen

Af John Hansen

Yes we can!

De fortjente virkeligt hvert et rosende ord - og dem var der særdeles mange af.

Til de lokale VL-arrangører af den vellykkede, helt unikke, mega erhvervsevent på Borreby.

Roserne blev bl.a. uddelt af Danmarks erhvervsminister Brian Mikkelsen, Kons., som på en ekstraordinær travl torsdag (med bl.a. KL-forhandlinger og ministermøde på Marienborg) tog sig tid til sidst på eftermiddagen at besøge VL-døgnet og erhvervstræffet på Borreby.

Faktisk drønede Brian direkte fra Christiansborg til Borreby og så tilbage til Marienborg igen.

Brian M.: - Flot, stort!

'Jamen, jeg kan ikke nok udtrykke min glæde over detteher. Kæmperespekt for at man her i Skælskør og Slagelse Kommune kan sætte sådan et mægtigt møde med 500 erhvervsledere i værk.

Det må jeg sige, det er altså flot gået. Det er modigt og dygtigt gået. Og så i disse rammer. Stort!'

Det sagde Brian Mikkelsen til Søndagsavisen umiddelbart efter at han på den store scene i den gamle Borrebylade og ridehal nr. 1 - med højteknologi og storskærme - havde gennemført et noget anderledes interview med robot-kvinden Sophia.

Tommy Ahlers kom

Brian mindedes samtidig, at han tilbage i 2007 som kulturminister havde besøgt Joachim Castenschiolds store lade - nu teater - og nydt forestillingen 'Baronessen fra benzintanken.'

Også dagens anden minister, den nye uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers, V, glædede sig over arrangementet og nød omgivelserne.

Tommy ankom til de toppede brosten præcis kl. 12.52 i sin solide BMW - og tog straks fat på også her 'at ville gøre en forskel.' Som han også sagde: 'Jeg kender jo uddannelserne og erhvervsbetingelserne indefra. Jeg ønsker at se hurtige resultater.'

Borreby som hemmelighed?

Gang på gang hørte man også de andre gæstende erhvervs-topfolk måbende rose de smukke omgivelser og arrangementet som sådan. Hvad enten de kom fra København eller fra Fyn/Jylland.

'Vi vidste godt nok ikke, at I havde sådan et sted som dette. Det var vi slet ikke klar over,' var en af dagens mest brugte sætninger.

Ikke mindst under frokostseancen i det fri (eller under teltdug) kunne man høre det gang på gang.

Glimrende værtsskab

Da havde Vilcons Connie Christensen og hendes unge hjælpehold sørget for fikse, lækre frokostkurve til alle.

Frokostmenuen som vel en 'Connie special' med grøn salat, syltede tomater, sprødt rugbrød, varm røget makrel, marineret fjerkræ, kikærter, ristede mandler, blomkål etc. Samt hjemmebagt brød med økologisk smør - og sluttelig rabarbermoussé med havregrynstopping...

Græsplæner også brugt

Og mad og drikke blev nydt stående, siddende - eller nærmest liggende i solen på en af græsplænerne. 'Hvor hyggeligt,' konstaterede godsejerværten Joachim med et lille grin...

Det var i høj grad VL-lederne Arne Juul og John Hesselholt, der stod for værtsskabet og havde fat i de store tovender.

Dertil kom Arnold Johansen, Knud Glavind og en lang række andre lokale erhvervsledere, der hele tiden var på stikkerne - klar til at hjælpe eller servicere den enkelte gæst.

De kan være stolte!

Jan Milvertz fra Korsør: 'Så mange har gjort et mægtigt stykke arbejde gennem lang tid, for at dette kan lykkes.

Jeg tænker ikke mindst på Juul og Hesselholt, på Connie Christensen der har slidt som en lille, utrættelig hest - og mange andre. Det er en sand fornøjelse,' pointerede Milvertz overfor Søndagsavisen.

Ideen til det hele opstod jo, da vore lokale VL-ledere for to år siden besøgte et lignende møde, dengang afholdt i Horsens - med det gamle Statsfængsel og tugthus som centrum.

'Det vil vi da også prøve,' blev man enige om en sen nattetime over et glas øl - og så gjort.

Og den nye erhvervscenterformand Morten Gaardboe: 'Jo, vi skal tro noget mere på os selv. Vi kan jo godt skabe arrangementer som dette, når vi tager fat og står sammen.'

Slagelse-film 100 sek.

Også Finn Berggren og Jesper Hjulmann glædede sig over udkommet.

Og Morten Prüsse Sørensen - direktør i Slagelse Erhvervscenter - frydede sig over den flotte eksponering, Slagelse og Vest- og Sydsjælland her fik. Overfor toppen af dansk erhvervsliv.

Morten og hans center fremviste bl.a. en nyproduceret 100 sekunders film (skabt af Evan og Jens Vadmand) om Slagelses erhvervsliv.

'Porten til Greater Copenhagen'. Med lokale virksomheder, med campus og uddannelser, med detailhandel, Trelleborg, Harboe, motorvej, havne etc.

'Vi må vise alle, at her faktisk er attraktivt at slå sig ned. Et oplagt sted at drive og udvikle virksomheder,' påpegede Morten.

Dyrby: Mægtigt potentiale

Borgmester John Dyrby Paulsen, Soc., var på plads hele vejen og med i dagens kor af smilende optimister.

'Vi kan lære, at dette er et sted, vi nok skal bruge meget mere. Der ligger et stort potentiale her,' påpegede Dyrby.

Han stod lige ved siden af sine samarbejdende kolleger fra Næstved og Kalundborg kommuner. 'Det vil sige. Martin Damm har vi sendt ind til KL- og kommuneforhandlingerne på Christiansborg - hvor vi i øvrigt fik en ganske god aftale,' som Dyrby senere tilføjede.

Carsten Rasmussen, Soc., fra Næstved glædede sig også over samarbejdet. Og vejmanden og borgmesteren i samme person tror i øvrigt stadig fast på motorvejen ind til Næstved - og så en tværforbindelse fortsat op imod Slagelse og Kalundborg.

Uden Harboe-øllet...

Allersidst på dagen var der fælles middag - og såmænd også øl i stride strømme.

Dog ikke fra Harboe - to kilometer længere oppe af alléen - der havde sagt 'nej tak' til her at være kontrakt-sponsor. Det tog Unibrew i Faxe sig så af...

En ægte lykkedag...

Vi kan også berette, at der ved eventen optrådte to superprofessionelle tv-værter fra TV 2 News: Charlotte Beder og Lotte Mejlhede.

De overlod intet til tilfældighederne og arbejdede til sent onsdag aften for med lydprøver og andet for at alt skulle klappe om torsdagen.

'Og jo, det gør det jo bare. Det er et pragtfuldt sted, som jeg besøger for første gang - og Timmermanns naturligvis også. De har fået sat et utroligt program sammen,' sagde Mejlhede (hjemkommet fra Bruxelles) til os i en eftermiddagspause.

Se endnu mere reportage fra det historiske stormøde i vore ugeaviser, ikke mindst i næste udgave af Søndagsavisen Vestsjælland.