Klik og se annoncen

Af John Hansen

Korsør: Endnu en fantastisk dejlig picnic-sæson har set sin afslutning og enden i Korsør.

Og 'enden' var såmænd veloplagte Medley i Gryden i Korsør her forleden.

Ved en hyggelig aften i Storebæltsbyen troppede rigtigt mange unge og lidt ældre op ved Fæstningen.

For øjne og ører

Fuld opbakning af borgere omkransede scenen og Gryde-anlægget, hvor hver en plads - hver en stump græs - nærmest var udnyttet.

Her kunne man sidde, nogle endda højt til vejrs, så de samtidig kunne øjne Storebælt og broen. Samt set et flot skib med imponerende master lige så stille drive ind i havnen bag fæstningsvoldene.

Et dejligt syn.

Og så kom regnen...

Og jo, aftenvejret kl. cirka 18.30, begyndte sådan set lyst og rimeligt - trods visse skyformationer, der drev ind fra bæltet.

Temperaturen viste 23 Celsius. Bestemt godkendt.

Men små tre kvarter inde i første sæt med Medley for fuld udblæsning, så var der en del regndråber, der trængte ind og blev for meget for en del af de fremmødte.

Ikke mindst for gæster fra bl.a. Boeslunde, Sorø og Slagelse...så de sagde så småt farvel og tak for dennegang.

Fornøjet borgmester

Andre var dog mere hårdføre og optimistiske.

Og også borgmester John Dyrby Paulsen var kommet til - med et sødt, lille danseglad barnebarn i hånden.

Dyrby udtrykte overfor os stor glæde og taknemmelighed over samlende initiativer som netop picnickoncerterne. Og bestemt også Strandfestivalen, som han selv havde åbnet få dage tidligere.

Populære numre

Medley leverede til madpakkerne - og også til dem, der spiste lidt finere - et varieret udbud af gode, populære danske toner.

Stærk tobak og andre klassikere steg op fra scenen og 'stegepanden' i Gryden.

Shu-bi-dua, Kim Larsen, Ed Sheeran m.fl. fyldte fint på spillelisten.

Alt ialt en supergod afslutning på picnic-sæsonen ved Fæstningen i Korsør.