Klik og se annoncen

Af John Hansen

Her lidt nyt om februarsporten, set med lokale briller.

I Hashøj IF er man stolte over, at klubbens håndboldskole p.t. kører på 4 år med rekordtilmelding.

Allerede inden VM var i hus, var tilslutningen stor og er nu endt med at hele 37 børn - som geografisk dækker fra Raklev i nord til Holmegård i syd - har tilmeldt sig.

- Ja helt fra Åbenrå kommer der faktisk et barn igen fra for 2 år siden, fortæller Arne Larsen fra HIF.

Legen med håndbolden

Håndboldskolen er bygget op om meget leg med bolden, da aldersgruppen er fra 8-14 år.

Der er besøg i svømmehal og en særlig 'Dollar-turnering' er noget, som børnene snakker meget om fra de tidligere år og derfor er fast element på håndboldskolen.

Årets skole er fra 11. februar til den 13. februar kl 9-16.00 på Gerlev Idrætshøjskole.

DBU og Slagelse

Siden 2016 har en alliance med DBU styrket fodboldaktiviteterne i Slagelse Kommune. I sidste uge valgte kommunen at forlænge aftalen, og det betyder, at alle borgere kan se frem til endnu flere aktiviteter på grønsværen.

Fodbold-Fitness, flere skoleforløb i fodbold og boldaktiviteter for ledige er alle elementer i den nye velfærdsalliance mellem Slagelse Kommune og DBU.

Formålet med alliancen er at udvikle fodboldindsatser, som styrker sundheden i Slagelse Kommune. Fodbold er en af de seks prioriterede sportsgrene i Slagelse Kommune, og i Kultur- og Fritidsudvalget er man meget tilfredse med den treårige aftale, som både favner eliten, bredden og de små lokalsamfund.

Styrke generel sundhed

- Samarbejdet med DBU har bevist, at fodbold samler alle aldre og målgrupper. Derfor er det oplagt, at fodbold skal endnu mere ind i kommunens velfærdsopgaver og styrke den generelle sundhed.

For en idrætskommune som Slagelse er borgernes sundhed alfa og omega, og med aftalen kan vi nu fortsat udvikle fællesskabende aktiviteter i samarbejde med vores foreninger, siger formand for Kultur- og Fritidsudvalget Jørgen Andersen til Uge Nyt.

Den nye aftale ligger godt i forlængelse af kommunens målsætning om, at halvdelen af borgerne i 2025 skal være medlem af en forening, mens 75 pct. skal være fysisk aktive.

Første VKV-point

Mens VKV's ligaherrer i volleyball tabte 0-3 hjemme til Gentofte - dog efter en god indsats - så skete der noget ganske nyt for VKV-kvinderne. De høstede nemlig i et knebent 2-3-nederlag til Gentofte, deres allerførste point i den nye hårde række.

I 13. forsøg spillede VKV så godt, at man kom frem til stilingen 2-2 i sæt og dermed tvang et femte og afgørende sæt frem. Her var gæsterne dog en tand bedre.

Ny SBI-sejr

Slagelse B&I spillede dennegang træningskamp på Frederiksberg mod FA 2000 og to af de tidligere SBI-aktører Kristian Uth og Rasmus Vibe.

Det gav en 3-1-sejr til Ulrik Ballings tropper. Patrick Andersen, Marius Kryger Lindh og Cagri Erdem var slagelseanske målscorere.

Stillingen ved pausen var uafgjort 1-1 - men i pausen og i de sidste 45 minutter eksperimenterede begge holds trænere med en hel del udskiftninger.

Line i hård DM-fight

Team Skælskørs 24-årige single Line Kjærsfeldt leverede en flot DM-finale (individuelt), da hun i lørdags i tre sæt besejrede den store rival Mia Blichfeldt.

Line blev blæst ud i første sæt, hvor hun blot fik sølle 8 points, men den viljestærke TS-spiller kom fantastisk igen i de to næste sæt, hvor Mia bare fik 16 points i hvert.

Flot DM-guld til Line, mens Mia var som forstenet og fuldstændig slået ud bagefter.

Se mere sport i Uge Nyt side 4, 14 og 32. Læs om DM-hold-kvartfinalen Skælskør vs. Skovshoved (mandag i Skælskør) i Søndagsavisen og på VDonline.