Klik og se annoncen

Af John Hansen

En mægtig spejder-landslejr til Slagelse Kommune - evt. Korsør ud for Storebæltsbroen - i år 2022?

Det er en mulighed, der i øjeblikket undersøges nærmere. Det kunne også blive lige udenfor Skælskør.

Stén Knuth, V, folketingskandidat og tidligere borgmester, vil meget gerne - sammen med masser af spejdere og borgere - at man igen satser på at hente denne superevent til Vestsjælland.

Senest har Holstebro og Sønderborg været værtsbyer.

Satse på år 2022

Og da Slagelse Kommune søgte i 2013 - i bl.a. samarbejde mellem daværende borgmester Lis Tribler, Soc., og Stén Knuth - var det så Sønderborg, der blev valgt til afholdelse 2017.

Vi husker også, hvordan såvel Lis Tribler som Stén Knuth besøgte Sønderborg og sagde 'mojn' til lejren og ikke mindst de mange spejdergrupper fra Slagelse Kommune, der deltog i lejren.

Det var dengang Kim Stendorf & Co. havde opbygget den bemærkelsesværdige model af Storebæltsbroen.

Og nu er det så spørgsmålet, om Slagelse - eventuelt på arealer netop ud for den ægte Storebæltsbro - vil kunne stå som vært i året 2022?

Yes, we can!

'Jo, jeg tror, vi kan. Og jeg mener, vi skal gå efter det - det er et godt brand og vil være en kanon oplevelse for alle,' siger Stén Knuth.

Idet han også påpeger det fine samarbejde, det fordrer - et samarbejde som han finder, at de mange spejdergrupper i kommunen også tidligere har leveret.

Stén Knuth: 'Som sagt. I 2013 samlede daværende borgmester Lis Tribler og jeg Slagelse kommunes spejderkorps og lagde en ansøgning ind for Spejdernes Lejr 2017 - den gik som sagt til Sønderborg. Men borgmesteren og jeg var enige i at det var en super chance for at samle os, og få brandet vores kommune.'

Nu prøver vi igen.

'70.000 mennesker - 35.000 spejdere og ligeså mange besøgende i 2022 - er håbet. Og mit forslag har været at samle det i Korsør - Halsskov færgehavn, arealet hvor der skulle være Tropeby (et areal som vi selv ejer) og med Musholm Bugt feriecenter.

En hel uge med stor spot på Slagelse kommune. Fem spejderkorps, vikingefortællingen og meget mere,' påpeger en engageret Stén Knuth.

Sagen var på dagsordenen forleden i Kultur og Fritid - og nu undersøger man nærmere op til udvalgsmødet i november.

Vi kan dog se i Sjællandske, at udvalgsformand Jørgen Andersen, Soc., er betænkelig ved, om lejren vil kunne rummes i eller lidt udenfor Korsør.

Der kræves jo god plads og logistik.

Unik chance

Overfor VDonline og Søndagsavisen understreger Stén Knuth, hvad han selv på første møde fremførte:

'Ja, jeg talte for Korsør til Spejdernes Lejr 2022. Lad os her stå sammen og skabe en unik begivenhed i vores kommune, en begivenhed som bygger oven på det gode og veludbyggede samarbejde, der er mellem de 5 korps.

Et samarbejde jeg har oplevet på egen krop og set sig folde sig ud som en smuk blomst bl.a. i Sønderborg.

Jeg talte om Korsør med vores smukke Storebæltsbro, tæt på vikingerne, tæt på vandet, motorvejen, togstationen, havnene, vandsportcentret og arealerne ved Musholm Bugt Feriecenter.

Læg dertil at bringe uddannelserne og erhvervslivet tæt omkring arbejdet, med en vision om at samle vores kommune i en stærk ny fortælling, som sætter dagsorden i Korsør, Slagelse kommune og Vestsjælland på landkortet.

En dagsorden der fint spiller sammen med det maritime og vores visioner om folkemødet der,' påpeger Knuth.

Vi bør undersøge...

'Og jo, der er rigtig meget og hårdt arbejde, og ja, det koster mange penge. Det første løser vi, hvis vi arbejder sammen, og det andet med pengene, der er vurderingen at de kommer retur i form af øget omsætning og branding.

Derfor bad jeg inderligt om, at vi fik præciseret og undersøgt, om Korsør er en reel mulighed - med de naturskønne omgivelser som vi skal passe på.

Jeg bad om, at få undersøgt hvornår ansøgningen skal være inde, og jeg bad om at undersøge om det ikke nu var vurderingen, at Sjælland skal tildeles Spejdernes Lejr, fordi det i 2012 var i Holstebro og 2017 i Sønderborg.

Jeg håber virkelig, at det kan lykkes,' slutter Stén Knuth. Og det er nu, der skal besluttes og handles, mener erfarne folk fra spejderside.